Skírnir - 01.04.1993, Side 190
184
GUNNAR HARÐARSON
SKÍRNIR
miðlar og getur verið til að mynda prestur eða kennimaður,
skólakennari, foreldri eða nánast hver annar sem er. I þriðja lagi
sá sem miðlunin beinist að og getur líka verið hver sem er, hvort
heldur prestur, kennari, foreldri eða einhver annar. I fjórða lagi
kemur það sem miðlað er, til dæmis það sem hér hefur verið kall-
að siðferðileg gildi, og í fimmta lagi tækið sem beitt er og tekur til
þess með hverju miðlað er. Miðlun er því ferli sem felur í sér að-
gerð, geranda og þolanda, það sem gert er, og tækið sem notað er.
I háskólakennslu miðlar kennari stúdentum þekkingu á fræði-
grein sinni með fyrirlestrum eða umræðum. Hann verður aug-
ljóslega að hafa með einhverjum hætti tileinkað sér það sem hann
er að miðla, því að annars gæti hann varla miðlað því. Það gerir
hann yfirleitt með því að vera sjálfur nemandi einhvers áður en
hann gerist kennari. Og þannig heldur ferlið áfram. Þegar um
gildismat og siðferðileg gildi er að ræða er miðlunarferlið flókn-
ara. Gildismat og siðferðileg verðmæti læra menn bæði í orði og á
borði, af uppfræðslu og breytni. Hvernig læra menn annars það
sem fyrir þeim er haft? Hvernig tileinka menn sér hluti? Með eft-
irlíkingu, sagði Aristóteles, hljóp til og skrifaði bók um leiklist.
Það var kannski hárrétt hjá honum. Að minnsta kosti læra menn
einhvers konar leikreglur sem þeir geta farið eftir á leiksviði lífs-
ins. Þessar leikreglur læra menn víða, en veigamikinn hluta þeirra
fá þeir úr trúarhefðunum. Nú er það að vísu svo að uppruni hluta
sannar ekki gildi þeirra og er þá sama hvort í hlut eiga skoðanir
eða siðgildi. En trúarhefðirnar halda því fram að þau gildi sem
þær miðla séu annaðhvort sjálfljós, sjálfum sér samkvæm eða hafi
reynst vel, þegar á heildina er litið. Viðmiðun þeirra um gildi
skoðana og verðmæta er þá hinn almenni mælikvarði heilbrigðrar
skynsemi.
Þá er að víkja að ástæðum miðlunarinnar. Hvers vegna þarf
miðlun? Er ekki nóg að láta menn einfaldlega um það sjálfa að
móta sér gildismat og finna sér gildi til að aðhyllast? Ef þessu
sjónarmiði væri fylgt út í æsar, mætti í raun ekki kenna neitt. Það
yrði að láta ungbörnin sjálf um að uppgötva málið, barnaskóla-
nema um að finna upp stafrófið og stúdenta í heimspeki sjálfa um
að hugsa upp hugtakaforða heimspekinnar. Ljóst er að þá yrðu
engar haldgóðar viðmiðanir sem gætu orðið mönnum leiðarljós í