Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1970, Page 60

46
videre kunne udfylde en del af lakunerne i NRA 52. Til dette
resultat nåede Storm på den måde at kan fandt flere eksempler
på veksel mellem ældre og yngre træk i a, (5/d, partiklen -s/er,
mediumendelsen -sc/-z), og da NRA 52 i disse tilfælde gennem-
fører den ældre form, mente kan keri at kave fundet et tilstrække-
ligt bevis på at a er »afskrevet efter ikke blot et Haandskrift fra
samme Tid, men endog efter dette samme Haandskrift« (Otte
Brudstykker p. (9)). Det skulle ikke behøve nogen nærmere på-
visning at denne slutning er mildest talt uholdbar.
Ikke desto mindre er det aldrig blevet gjort til genstand for
diskussion hvorvidt a med rette er indlemmet i Storms udgave.
Men hvis bevisførelsen for at a er en afskrift af selve NRA 52
ikke kan anerkendes, er der i virkeligheden ingen ydre kriterier
for at det overhovedet er et fragment af et håndskrift af »Ældste
saga«. Der vil derfor være grund til at efterprøve bærekraften af
eventuelle andre argumenter for at det forholder sig således.
Det vigtigste af disse argumenter, som kun behandles implicit
af Storm, er at en del af «’s tekst genfindes i »Legendariske saga«,
hvori også N II A-f ragmente mes tekst er inkorporeret.
SigurSur Nordals disputats, Om Olaf den helliges saga (1914), >
har været udgangspunktet for al senere beskæftigelse med Olavs-
sagaens genesis. Nordals opfattelse af forholdet mellem de for-
skellige Olavssagaer kan grafisk fremstilles således15:
»Ældste saga« Agrip
♦Mellemste saga (*M)
Styrmirs OH Leg. saga
Snorris OH
Der er enighed om at teksten på a bl. 2 næppe oprindelig har
været en del af »Ældste saga«16, men stammer fra den fra latin
15 Et af Nordals argumenter for *Mellemste sagas eksistens er at Styrmirs OH
og Leg. saga forudsætter en fælles kilde, hvori FostbræQra saga har været benyttet.
Denne del af Nordals argumentation er dog ingen nødvendig forudsætning for
antagelsen af *M, forstået som en tabt redaktion der ligger til grund for såvel
Styrmirs OH som Leg. saga, men som ikke er identisk med »Ældste saga« i NRA
52 (jfr. stemmaet i Om Olaf den hell. saga p. 132). En sådan redaktion har utvivl-
somt eksisteret, men det ville sikkert være en fordel at finde en mere neutral
benævnelse for den end »Mellemste saga«. Om »Ældste saga«s placering i stem-
maet, se nedenfor p. 59—60.
16 Otte Brudstykker p. (14); Om Olaf den hell. saga p. 136.
J