Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1970, Blaðsíða 393

365
også senere i Ectors saga, nævnte udg. p. 14312, påberåbes “Meist-
arinn”, se Opuscula I (= Bibliotheca Arnamagnæana XX), Kbh.
1960, p. 362-63.
A.L.
7.
Et sted i Islendzk Æventyri xxxiv.
I Islendzk Æventyri xxxiv, som af udgiveren — Hugo Gering —
kaldes Fra einum daudum manni er kom til veizlu, fortælles om en af-
død, som kommer til et gæstebud, hvor han ikke vil være med til at
spise og drikke, men glædes, da en bordsalme læses, og især da
man begynder på de profundis. På spørgsmålet om hvem han er,
tilkendegiver han sig og slutter med at sige (IslÆv I, p. 12220~23):
»svå sem })ér gle&iz hér me& mat ok drykk, svå glehjumz ver
kristnar sålir af goSum bænum er J>ær verha fram fluttar, sérliga
de profundis ok sjosålmar«. Gering har naturligt nok undret sig
over ordet sjosålmar (Isl Æv II, p. 99); det står i håndskriftet,
AM 624, 4°, bl. 30v, 1. 3, ganske rigtigt skrevet i eet ord fiofalmar
og er måske misforstået af skriveren, men der kan ikke være
tvivl om at første led er talordet sjau, som i senere islandsk er
blevet til sjo, en form som allerede forekommer i håndskrifter
fra 14. årh.; ordet skal således forstås som sio salmar, nemlig de
syv bodssalmer, Davids 6., 31., 37., 50., 101., 129. og 142. salme
(Vulgata). Det er unøjagtigt, når de profundis i texten er stillet
ved siden af de syv salmer, idet denne salme faktisk er en af
bodssalmerne, nemlig nr. 129.
A.L.
8.
En tilføjelse.
I Membrana Regia Deperdita (Editiones Arnamagnæanæ, Ser. A,
Vol. 5) er der p. lxxxi nævnt nogle steder hvor Torfæus citerer
dette håndskrift, som på hans tid endnu existerede, men senere
å