Nordens Kalender - 01.06.1930, Qupperneq 55

I GRAAL YSNINGEN
hende, med al hendes ungdom — det festmen-
nesket hun var —. Det var forræderi det.
LYDIA: Mot hende ogsaa?
CATO: Mest mot Nanna, trorjeg. Hun er ikke sterk
hun, saan som du. — Jeg burde jo visst det, at den
veien, jeg skulde gaa, den vilde jeg ikke komme
igjennem slik, at jeg duet til at begynde paa noget
nyt. Jeg burde visst, tænker jeg, at ti aar av sit
liv — ti aar, som man har levet mere end alle andre,
dem kan man ikke springe slik fra —.
Saa skulde man ialfald ikke være som jeg. Feig
efterpaa. Man fik enten ikke ha samvittighet, —
eller bruke den paa rette tid og sted.
Aa som jeg har odelagt — for dig og for hende.
Men endda mere for Nanna. Du vilde synes synd
i hende, hvis du traf hende nu, tror jeg —.
LYDIA: Stakkar —.
Som jeg har hadet Nanna —.
CATO: Det var nu vel rimeligere at hade mig —.
LYDIA (ler litt): Tja — men jeg hadet altsaa
Nanna -—.
Naturligvis dig ogsaa sommetider. Men det
vilde jeg ikke indromme. — Akkurat som jeg ikke
vilde indromme, at jeg elsket dig heller —.
CATO: — Jeg merket godt den aftenen, at du ikke
vilde bli nodt til at hilse paa mig —
LYDIA: Den aftenen i teatret?
CATO: Ja. — Gud vet om det ikke var det værste,
jeg har oplevet.
I alle de lange maanederne — hele den sidste
vinteren — jeg var sammen med hende hver dag,
og kom hjem til dig og saa paa dig, at du visste
alting, og du aldrig sa et ord om det -— det var
uhygge, men det var uvisshet ogsaa. Da tænkte
jeg likesom bare videre, videre! Hver dag kunde
der hænde noget — som et jordskjælv —
LYDIA: Hvem mener du —?
CATO: Jeg ventet at du —
Jeg var for feig simpelthen til at faa det til en
avgjorelse------. Men jeg ventet, at du skulde
tvinge mig — forlange besked — komme og for-
lange. Bruke din ret —.
LYDIA: Mener du, at jeg skulde forlangt,du skulde
bli hos mig?
CATO (lukker som uvilkaarlig oinene et oieblik): Gud
vet, hvad jeg mente egentlig.
Det var som jeg gik i morke. Jeg saa ingenting
som det var, men jeg folte alt, som jeg kom nær,
uendelig meget storre end det var — og likesom
saa formlost —.
Nok var jeg forelsket i Nanna ja — men jeg vet
ikke rigtig, om det ikke mest var paa lissom —
LYDIA: Paa lissom —?
CATO: Ja, Lydia, jeg er jo ikke saan som du.
Gid jeg kunde faa dig til at forstaa det — du
faar foragte mig saa meget du vil —.
Jeg var nok forelsket. Men det var likesom en
drom. Jeg tror jeg var vaaknet, hvis du hadde
kaldt.
Du skjonner, jeg bebreider dig ingenting. Ikke-
sandt — forstaar du, hvad jeg mener? — Jeg synes,
dette er noget, der likesom ligger bortenfor —
neden-under — ret eller uret. Der var en tid i
begyndelsen, som jeg synes, jeg ikke kan gjore for.
Jeg vil ikke gaa en toddel fra det, jeg har gjort.
Jeg har været trolos, feig, grusom og feig mest,
utover alle grænser, og jeg vet, jeg skulde tie
med dette her nu. - Jeg skulde ikke brukt denne
stunden slik, men nu er jeg begyndt, hvorfor
skulde jeg saa ikke si det •—- —. Det var saan i
forstningen, at jeg ikke visste forskjel paa ret eller
uret, for jeg gik i sovne og visste ikke, hvor jeg
vilde sætte foten ved næste skridtet —
Jeg burde jo kjendt dig, vet du. Jeg visste jo
saa godt, hvordan du var. Og for det begyndte, saa
vilde jeg kunnet si det naarsomhelst, at du aldrig
vilde nedlate dig til at holde paa mig — be mig
bli —
Men en dag visste jeg jo pludselig ingenting
mere om mig selv. Jeg var jo en helt anden, end
jeg hadde tænkt. Og ved gud, Lydia, — jeg tror
jeg ventet bare paa at faa se dig pludselig — at du
skulde være en anden end jeg visste, og jeg skulde
faa se dig, som du var •—.
LYDIA (tier forst en stund): Jo jeg tror, jeg for-
staar det.
— Naar begyndte du — at tænke — saan?
CATO: Den aftenen.
Jeg visste det nok for, at jeg angret. Jeg hadde
hat anfald av hjemvé for og. Men jeg saa det alt-
sammen, som det var alting, den aftenen.
Da skjonte jeg det. At det var mit hjem, som
53