Nordens Kalender - 01.06.1930, Side 74

THOMAS LANGSOM OG KVINDERNE
Hud var tor og graalig, nærmest klidfarvet, ganske
ens overalt i Ansigtet. Intet rodt i Kinderne — ingen
Læber — bare en graa Streg, hvor Munden skulde
være — en lang, graa Streg, thi hendes Mund var
en Overraskelse for Verden, naar hun lukkede den
op — saa blev den pludselig stor, farlig, altopslugende
som Gabet paa den Fisk, som kaldes Rokken.
Hendes 0jne var spillende, men udtrykslose.
Hun talte meget og lo til det altsammen. Ja, hun
var sandelig en Modsætning til Karen, tænkte
Thomas og satte varsomt Kommoden ned paa Sten-
broen.
— Har Du Kvindfolk i Huset? Det har Du ikke
talt om, sagde Oline pludselig og pegede med Hove-
det hen efter Bronden. Der hang Karens Særk
over en Snor.
— Naa ja, det er min forrige Husholderske. Hun
er ikke kommen af Sted endnu.
Oline lagde Hovedet paa skraa som en Terrier,
naar den horer noget rasle i Halmen. Hun havde
sporet noget usikkert og undvigende i hans Tonefald.
— Det var da en underlig Ting, sagde hun,
— ikke at rejse til Middag paa en Skiftedag.
— Karen er lidt tungsindig af sig, sagde Thomas
undskyldende.
Men i det samme gik Doren op, Karen stod i
Aabningen. Det var Karen, for det kunde ikke være
nogen anden, men ellers var hun næsten ukendelig.
Hendes mægtige Haar var sat i Knude med Solvpil
igennem, og hun havde sit bedste Toj paa. Dog
var det hendes Holdning, der virkede mest for-
underlig. Hun stod rank og bred i Doraabningen,
hun der ellers altid sad og krob sammen med bojet
Hoved. De store, morke Ojne saa fulde af Vrede
paa Oline. Hun lignede ikke mere nogen Sorgens
Engel, men en Valkyrie.
— Ja, saa kommer vi — Oline og mig, sagde
Thomas med et forlegent Smil.
— Det ser jeg, sagde Karen. Hendes Stemme-
klang var haard og uden den sædvanlige Tungsinds-
tone.
De gik ind og fik Kaffe sammen. Ingen af dem
talte noget videre. Oline drejede vagtsomt sin spidse
Næse. Thomas sad og smuldrede sit Brod. Hvor-
naar rejste Karen? Han skyllede den sidste Slurk
i sig og sagde:
— Saa korer jeg over og siger Tak for Laan af
Hest og Vogn. Farvel saa længe!
Ja, mon det ikke var bedst at lade de to Kvind-
folk ordne det indbyrdes? Han gav sig god Tid,
men da han atter nærmede sig Huset, saa han, at
Særken endnu hang ved Bronden. Hvad skulde
det dog blive til? Aldrig havde han været ude for
noget lignende.
Og nu horte han Stoj og Skænden fra Kammeret.
Han vedblev at gaa langsomt, men hans Ben rystede
under ham.
Det var Kommoderne, de stredes om. Oline rev
Karens bort fra Væggen og skubbede sin egen paa
Plads. Men næppe vær det sket, for Karen puffede
Olines til Side og satte sin egen i dens Sted. Hun
havde Kæmpekræfter og dronede de tunge Mobler
i Gulvet som Brolæggerjomfruer.
— Men hvad i Herrens Navn------! sagde Thomas
forfærdet.
De horte ikke paa ham, men flyttede videre med
Kommoderne, saa det skrobelige Hus rystede ■— et
underligt tungt og klodset Spil, hvor Brikkerne var
af hundrede Punds Vægt. Karen var langt den
stærkeste, men Oline havde til Gengæld Smidighed
og Hurtighed — hun saa sit Snit og sprang los paa
Kommoden som Snogen paa en Rotte. Karens
Haar havde igen losnet sig, og et Par Hægter i
Livet var sprængt af hendes frodige Barm. Thomas
turde ikke kaste sig immellem de tunge Kommoder,
han nojedes med at rykke Kvinderne saa smaat i
Skorterne og formane dem til at fare stille. Men hans
Tale forsvandt i Bulderet. Saa gik han hænder-
vridende ud i Havegangen mellem Stikkelsbær-
buskene. Inde i Kammeret rasede Kampen som et
Molleværk. Men da nogen Tid var gaaet blev alt
pludseligt stille og da han gik ind, saa han Kvin-
derne ligge oploste i Graad og Sved hver i sin
Krog af Kammeret. Deres Kræfter var bleven ud-
tomte nojagtig paa samme Tid. Kommoderne
stod Side om Side op ad Væggen.
III
Her glippede det for Thomas’ Forstand. Han
havde kun en eneste Livsregel: At fare stille. Den
slog ikke ganske til i denne vansklige Sag. To Hus-
holdersker! Det var jo næsten som at være Mormon.
72