Gripla - 01.01.1984, Blaðsíða 173

FORNKVÆÐASPJALL
169
2) deres hjemsted og f0lgende vandringer
Om alderen kan man sige f0lgende. De tre ovennævnte romantikere ansá
det for givet, at folkevisen er en digtart, der ligger i direkte forlængelse
af den pá Island overleverede Eddadigtning, som man dog ansá for i
hvert fald fællesgermansk; dette f0rer til, at man i outrerede tilfælde kan
finde eksempler hos Grundtvig pá visedateringer helt tilbage til ca. 900/
1000. Senere forskere har været noget skeptiske med denne h0je alder,
men ejendommeligt nok har de aldrig taget problemet op til principiel
nyvurdering, i stedet har de uden bærekraftig argumentation blot dateret
viserne til ca. 1100 og som produktiv genre op til 13/1400, og denne
datering er der ikke rokket meget ved siden. Litteraturhistorikerne over-
tager denne datering tillidsfuldt fra folkloristerne og derfor genfindes
den i alle litteraturhistorier uden hensyntagen til, at der aldrig nogen
sinde er f0rt et solidt bevis for rimeligheden af denne voldsomme ante-
datering. I Norge, der spiller en central rolle i disputatsen, kender man
realiter — og jeg betoner ordet: realiter — ikke folkeviser f0r midten af
det 19. árh., bortset fra Anders S0rensen Vedels og Peder Syvs trykte
viseb0ger; dette indebærer, at norske forskere n0des til at antedatere
deres viser med 6/700 ár; hertil kommer sá, at man desuden má gá ud
fra, at disse 20 generationer pá en mystisk máde má have sluttet en over-
enskomst om aldrig nogen sinde at nedskrive sá meget som en linie af
en evt. norsk folkevise f0r Henrik Ibsens fpdsel! Og det har de sandelig
holdt, mens de 0vrige nordboere ikke har kunnet dy sig og er gáet i
gang meget tidligere. Det skal jeg kort vende tilbage til. Men ved at
operere med denne h0je alder l0ser man eller snarere pseudo-l0ser man
pá en nem máde alle forskningens problemer, thi viserne pástás da at
være blevet til og at have vandret rundt i hele Europa i en lang periode,
hvorfra vi akkurat ikke har ét eneste utvetydigt vidnesbyrd overleveret
om deres formodede eksistens. Det skal som bekendt være ubesværet at
g0re ækvilibristiske kunststykker i et lufttomt rum, men det er ulige
sværere at stá pá hovedet i hundrede ár uden for det lufttomme rum.
Dog, for en folkeviseforsker i romantisk gl0den er dette aldeles ikke
umuligt end sige besværligt. Hvad en litteraturhistoriker normalt ikke
t0r vove, det er til gengæld norm, for ikke at sige lov for folkevisefor-
skeren: Man tager en vise, der for eksempel findes overleveret i det
danske hándskrift Hjertebogen, fra ca. 1550, siger derpá, at visen er fra
1150; uheldigvis kender man den ikke f0r 1550, men derimod optegnel-
ser af 27 gamle jyske gubber og kællinger fra 1850erne; men nu kommer