Gripla - 01.01.1984, Blaðsíða 178

174
GRIPLA
til mange helt riml0se strofer. Hvordan skal noget sádant huskes ufor-
andret i árhundrede efter árhundrede? Pá basis af det foreliggende, be-
varede materiale vil det være mildest talt letsindigt at tro derpá; og hvis
man ikke kan gá ud fra noget sádant, hvad sá med den norske hypotese?
Den er ej værd en hægte, for at citere den kloge nordmand.
Disse betragtninger kan gerne munde ud i en understregning af det
besynderlige i, at forskerne har været sá fascinerede af den filologisk-
komparative metode, at de næsten altid overser det naturlige i, at en
digter — og det er jo litteratur vi har med at g0re — kan tage en eksiste-
rende vise og digte noget helt nyt ud af den, máske endda i opposition
til den forefundne vise eller som beskrivelse af hans egen personlige
situation. Til belysning af dette rigtignok litterære og ikke folkloristiske
synspunkt skal jeg give to eksempler: I sin gennemgang af ‘Elverskuds’
mange nordiske varianter omtaler SvG. den fær0iske vise (19. árh.), der
har det synspunkt pá hr. Olufs tragedie, at han inden forlovelsen har
haft et erotisk forhold til en elverpige, en omskrivning af den unge
mands normalsituation tidligere; dette kan i og for sig være en lige sá
god forklaring som den danske vises dæmoniske skæbnemodel, men de
to synspunkter kan ikke forenes; de to digtere vil noget ganske forskel-
ligt; det er to divergerende moralske og etiske verdener, der beskrives.
Noget lignende ses endnu tydeligere i den danske vise om ‘Jomfruen i
fugleham’. De ældste redaktioner fra 1550erne beretter om en dejlig
pige, der forvandles til en hind, og den unge mand i visen, om hvem det
kan siges, at han endnu erotisk set er pá jægerstadiet, jager naturligvis
pigen som et stykke vildt, derpá forvandles hun til en fugl, som han sá
pr0ver at fange som fuglefænger, men da den s0ger tilflugt i et træ, vil
han fælde træet; heri forhindres han af skovens ejer, en ældre erfaren
mand, der belærer ham om, at pá den primitive máde vinder man ikke
en pige: han skal skære sit eget hjerte ud; han forstár og g0r det, og da
fuglen smager hans blodige hjerte, forvandles hun atter til en dejlig pige;
de har dermed begge gennemgáet en forvandling, som skal til, han, en
pigejæger, bliver til en trofast elskende og opofrende ægtemand; hun
lader sig f0rst forvandle til kvinde, da hun er sikker pá denne forvand-
ling, hun lader sig ikke indfange af en ung forf0rer, der bare er ude pá
at sexgantes. Denne digter vil sige os noget om kærlighedens væsen og
udvikling. Men i Anna Urups hándskrift fra ca. 1610 fár denne vise en
ganske anden udgang.Ungersvenden jager pigen, men hun flyver ikke
væk, g0r sig ikke kostbar, og ungersvenden bringer intet personligt offer,