Milli mála - 01.06.2014, Blaðsíða 91

ANNEMETTE HEJLSTED

Milli mála 6/2014

96
Som biografisk roman følger Marie den historiske Madame
Tussauds livsforløb, således som det er blevet dokumenteret af hi-
storikere. De tomme pladser, der gælder hendes privatliv og hele
livsoplevelse, er fyldt ud af romanforfatteren Dorrit Willumsen, der
helt i overensstemmelse med den biografiske genre, har udformet
Maries historie på grundlag af udviklingsromanens plotmatrice.6
Mere specifikt udgør henholdsvis kunster- og emancipationsroma-
nen de formgivende elementer, men de gør det i hver sin del af
romanen. I første halvdel er det Maries tilblivelse som kunster, der
er omdrejningspunktet: hendes lyst til at tegne, opdagelsen og ud-
foldelsen af hendes talent kombineret med hendes refleksioner
over det kunstneriske udtryk. I anden halvdel, efter Curtius’ død og
indgåelsen af ægteskabet med Tussaud, er fikspunktet realiseringen
af drømmen om at blive rig og berømt, der i høj grad udspiller sig
som en kamp mod et maskulint domineret system, som tillader
mænd at udnytte og misbruge kvinder helt omkostningsfrit. Selv
om Willumsens roman, helt i overensstemmelse med udviklingsro-
manen, skildrer hele Maries livsforløb, og hvordan hun må opgive
sine illusioner, er der ikke tale om en konsekvent udviklingsroman.7
Marie er en heltinde, der når sine mål på trods af en modstand, der
kommer ude fra, og ender med at se sig selv som en succes.
Inden for rammerne af den historiske og biografiske roman
benytter Dorrit Willumsen sig af en række mindre genrer og modi:
Brev- og dagbogsformen, essayet, der hører til de høje finlitterære
genrer og melodrama, gotik, idyl og tableau, der hører til de lave tri-
vielle.8 Med denne blanding af høje og lave genrer overskrider ro-

Bachtin-inspirerede begreb om den historiske eventyrroman; Birklund Andersen, Den faktiske
sandheds poesi, p. 70.
6 Plotmatrice defineres her som et plotskelet, der ligger nedfældet i en fortælling, f.eks. en ro-
man, som et sæt af koder, der kan genkendes fra andre fortællinger; Annemette Hejlsted,
Fiktionens genrer, Frederiksberg: Forlaget Samfundslitteratur, 2012, p. 172.
7 Ifølge Åge Lærke Hansen er der i udviklingsromanen tale om en hovedperson, der stiller
fordringer på sin personligheds vegne, men da de er i strid med realiteterne, indfries de ikke.
Til sidst, når helten forstår bindingen til den nødvendighed, der ligger i hans personlighed,
og idet han giver sig nødvendigheden i vold, opnår han i en vis for stand at gøre sig fri af
den; Aage Lærke Hansen, ”Fra dannelsesroman til udviklingsroman”, Kritik nr. 8/1968, pp.
19–45, her p. 42.
8 Palle Lauring finder i sin anmeldelse af Marie en lighed mellem essayet og Voltaires enetale i
det kapitel, der bærer hans navn; Palle Lauring, ”Portræt af en portrættør”, Bogens Verden nr.
1/1984, p. 3.