Skírnir - 01.04.2014, Side 210
208
ÓLAFUR GÍSLASON
SKÍRNIR
við hvar silfurtær Castalia-lindin sprettur fram með sínum hreins-
andi mætti og fellur fram í áttina til véfréttarinnar í Delfí sem rís við
rætur þessa ginnheilaga fjalls sem helgað var skáldskap og ljóðlist á
goðsögulegum tíma í Grikklandi hinu forna.
Vitaskuld er hér ekki um neina beina hliðstæðu að ræða, en hún
getur vísað okkur á þá slóð, sem hér er ætlunin að rekja. Reyndar
skilur eitt mikilvægt atriði á milli Rafaels og Ragnars í þessu sam-
bandi, og varðar tæknina annars vegar og skilninginn á rýminu og
tímanum hins vegar. Á meðan Rafael notast við múrinn og freskó-
litina sem múrinn gleypir í sig, þá styðst Ragnar við hið hverfula
efni stafrænnar og rafrænnar myndlistar sem erfitt er að festa
hendur á. En ekki bara það, hann innleiðir nýjan tíma inn í verkið
og brýtur upp rými þess í níu samtíma ramma. Á meðan mynd
Rafaels felur í sér tiltekna og skýrt afmarkaða mynd af heiminum,
sem er eins og séður utan frá og staðfestur af lögmáli hinnar ein-
staklingsbundu miðjufjarvíddar, þá getum við ekki höndlað fasta
heimsmynd í verki Ragnars. I stað þess að standa utan myndefnis
síns og rýmismyndar þess eins og Rafael, þá er hann á kafi í því
sjálfur og leiðir áhorfandann inn í það um leið: Hér er ekki lengur
um neina mynd af heiminum að ræða því að við höfum engan fastan
útgangspunkt, ekkert fjarvíddarkerfi sem getur gefið okkur rétta
mynd af kosmos. Sé einhver kosmos til, þá erum við stödd inni í
honum miðjum og höfum í raun misst allar höfuðáttir og öll
stefnumið. Heimur okkar tíma á sér hvorki endimörk né stefnumið.
Á meðan Rafael sýnir okkur upphafna mynd af heimi sem á sér
óhagganleg ytri mörk og er skoðaður utan frá sem mynd, þá sýnir
Ragnar okkur veruna í heiminum, þá veru sem er tímatengdur at-
burður og á sér hvergi fastan og óhagganlegan útgangspunkt og
engan fastan ramma og enga óhagganlega samfellda framrás tímans,
heldur marga samtíma í einum sem sameinast í þessum saknaðar-
fulla söng: „Once again I fall into my feminine ways ..."
Hlutverk Apollons sem hljómsveitarstjóra í þeirri samhljóma
upphafningu fegurðarinnar, sem Rafael vildi minna okkur á með
Parnassus-málverki sínu, minnir okkur jafnframt á að Apollon var
ekki sá eini í hinum gríska goðaheimi sem lagði stund á tónsmíðar.
Ásamt honum voru bæði Orfeifur og Pan rómaðir fyrir tónsmíðar