Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1970, Page 30

20
Det nævnte afsnit i Sturlunga saga er tydeligvis opstået ved at
et mere oprindeligt kapitel i dette værk (Islendinga saga, Kålund
II 312-13) er blevet kombineret med stof fra Håkonar saga (jfr.
Safn til sogu Islands III 492, Reykjavik-udgaven af Sturlunga saga
II, 1946, s. 280-82 og 313). Dette blev først bemærket af Gubbrandur
Vigfusson, som i fortalen til IS, s. xvi-xvii, har givet en i forhold
til opdagelsens vigtighed unødvendig omstændelig fremstilling af,
hvordan han først fik idéen 1860, derefter fremsatte den på tryk
1868 og endelig fik den bekræftet da han 1874 kom til Stockholm
og “eagerly” kastede sig over St8, hvor det pågældende parti af
Håkonar saga findes i en uforkortet form som ikke tidligere havde
været tilgængelig for ham.
Da G.V. senere udgav Håkonar saga anførte han på de ovenfor
nævnte sider, IS 322-3 og 326-8, en række varianter fra en kilde som
betegnedes “fragm. sk.” Om denne kilde gives der imidlertid kun
overraskende vage oplysninger. Man søger i noterne forgæves be-
sked om, hvor den begynder og hvor den slutter. Men i indledningen
nævnes den tre steder:
S. xvii hedder det at “Cod. Arnamagnæanus” dels citeres som
b, dels som “fragm. sk. (p. 322)”. Med b menes AM 325 X 4to (jfr. i
s. 17), men i dette nummer er der intet som svarer til “fragm. sk.”
At det heller ikke var der på G.V.s tid fremgår af indledningen s.
xxi, hvor de blade af Håkonar saga som stadig findes i 325 X om-
tales, medens “fragm. sk.” slet ikke berøres.
S. xviii nederst nævnes “the fragment, marked fragm. sk., pp.
322, 323, 326-7, of the footnotes” som en tekst udgivet efter “paper
extracts”, uden at der oplyses hvor disse findes.
S. xxiii er der igen tale om 325X, og her hedder det til slut:
“Finally I may add, that I believe the fragment sk. (pp. 322-327)
to be owing to a lost leaf of this very vellum”. Heller ikke her får
man at vide, hvor afskriften af dette formodede tabte blad findes.
Fragmentet sk eksisterer ikke og har aldrig eksisteret. Det viser
sig nemlig, som allerede Kålund har bemærket (Aarb. f. nord. oldk.
1901, s. 280 noten), at de fra “fragm. sk.” anførte varianter gen-
findes som læsemåder i det førnævnte afsnit i Sturlunga saga II
317-320, med to ganske uvæsentlige undtagelser: IS 32220 har |
Sturl. “hlunnindum”, men fra “fragm. sk.” opgives “hlynnendum”
(formen tillempet efter “linendum” i St8?), og IS 3231 har Sturl.