Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1970, Side 57

43
Første gang sammenfaldet æ/æ kan konstateres i rim er ca. 1240
i Ingjaldr Geirmundarsons Brandsflokkr (2 ekss.); og Sturla
E>or5arson (1214-84) rimer æ mod æ i sine digte om Håkon Håkons-
son fra årene 1262-47. Dialektale forskelle spiller sikkert en stor
rolle når det gælder udbredelsen af dette sammenfald i anden halv-
del af det 13. årh.8, men når der i a skelnes gennemført mellem
æ og æ tyder dette på at håndskriftet er skrevet i al fald nærmere
århundredets midte end dets slutning.
Hreinn Benediktsson har antaget at skrivemåden o for æ, som
findes sporadisk i håndskrifter fra det 12. og 13. århundrede,
er en rest fra et præhistorisk stadium i islandsk ortografi hvor
man synes at have betegnet de ni islandske vokalfonemer ved
hjælp af de fem latinske vokaler a, e, i, o, u9. Denne skrivemåde
kan undertiden forklares som efterligning af et forlægs vokal-
betegnelse, men i a er den så gennemført at den må tilhøre skrive-
rens egen notation (så meget mere som de to blade i a synes at
gå tilbage til to forskellige forlæg). Dette kunne snarest tyde på
at fragmentet var skrevet så tidligt som i det 13. århundredes
første halvdel; men forekomsten af mediumendelsen -z er næppe
forenelig med en så tidlig datering. Medium på -z findes tidligst
i Skipan Sæmundar Ormssonar (AM Dipi. Isl. Fase. LXV nr. 1),
som anses for at være skrevet mellem 1241 og 125210 og AM 162A
ft fol. (fragm. af Egils saga) fra omkring århundredets midte.
Også a synes således snarest at skulle placeres omkring midten
af det 13. århundrede.
Fragmentets stilling med hensyn til de øvrige ovenfor nævnte
7 En redegørelse for dette forhold i en række kilder fra midten af det 13. årh.
findes i Palæografisk Atlas, Oldnorsk-islandsk Afdeling, udg. af Kommissionen
for det Amamagnæanske legat, København 1905, p. vi-vii.
8 I et håndskrift indeholdende en norrøn oversættelse af Gregors vita og
dialoger, skrevet af flere hænder (fragmentarisk bevaret dels i Den amamagnæanske
samling, dels i det norske Riksarkiv) er der sammenfald æ/æ hos nogle af skriverne,
medens een skriver skelner. Håndskriftet er blevet dateret til 13. årh.s tredje
fjerdedel (The Life of St. Gregory and his Dialogues, ed. Hreinn Benediktsson,
Editiones Amamagnæanæ, ser. B, vol. 4, Copenhagen 1963, p. 47).
9 Hreinn Benediktsson, AuOhof, Lingua Islandica — Islenzk tunga, 6, Reykja-
vik 1965, p. 86-8; EIS p. 56-7.
10 Det er dog blevet hævdet at hånden i Skipan Sæmundar Ormssonar er
norsk (Harald Spehr, Der ursprung der isl. schrift, p. 177), endvidere at den er
dateret 50 år for tidligt (Ole Widding i Maal og minne 1960, p. 19).