Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1970, Blaðsíða 59
45
lr24. Ejendommelig er skrivemåden hvem lr20 (som dog muligvis
står for hverr er), hverRN 2rl7. Dobbelt konsonant findes for
enkelt i iarll (akk.) Ir7.
Bortfald af g i stillingen mellem lang vokal (diftong) og j viser
sig ved »omvendte skrivemåder«: -eygiar lr5, bogiarins lv22
(= bæjarins), -freygia lv23. Lignende skrivemåder findes i flere
håndskrifter fra det 13. århundredes første halvdel og senere,
f. eks. Ågrip, Cod.Reg. af den Ældre Edda, Perg. 4to nr. 2.13
Der er to eksempler på bortfald af h foran 1 i initial stilling:
la/pa lrl (bis). H-bortfald foran v findes i vers (= hvers) 2rl0,
men er muligvis en skrivefejl (ordet står først i linjen, og skriveren,
som i det hele taget har en tendens til at udelade bogstaver,
sjusker under lignende omstændigheder 2r5-6: likpnaNN.
Der skrives mioc lrl3, men miog 2vl8 (et eksempel på formen
med -g findes i AM 645 4to, som dateres til begyndelsen af det
13. århundrede, se Ludvig Larsson, Ordforrådet i de ålsta islånska
handskrifterna, Lund 1891, p. 230).
Foran d, t skrives altid 1, ikke 11.
Der skrives fyldo lrl8 (=fyllcdu).
Af enkelte bøjnings- og ordformer kan nævnes:
Nom. piur. frakkir lrl3, fraker lr23.
Akk. sing. med bestemt artikel vitruxa lr24.
Præp. of bruges 7 gg., derimod aldrig um.
Der skrives paz lr23, pegars 2vl3, men ellers skrives partiklen
med r: er (over 20 gg.).
valt lr31 for normalt dvalt kendes ellers kun fra poesi.
IV
Af »Ældste saga om Olav den hellige« er der som bekendt
overleveret seks fragmenter i det norske Riksarkiv (NRA 52),
dateret til det 13. århundredes første halvdel14. Da Storm udgav
Otte Brudstykker, mente han at kunne fastslå at a, som han
daterede til midten af det 14. århundrede, var afskrevet efter netop
det håndskrift som NRA 52 er resterne af, og at a altså uden
13 Jon Helgason i Arkiv for nordisk filologi, 43, 1927, p. 93.
14 »Written probably about the middle of the first half of the 13th century«,
EIS p. xxi.