Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1970, Side 72

58
Efter at Storm havde fremdraget a var det klart at det på-
gældende kapitel i Leg. saga var udskrevet fra en ældre kilde og
altså ikke kunne bruges til at vise Leg. sagas høje alder. I stedet
for lod Storm, overbevist som han var om at fragmentet stammede
fra »Ældste saga«, sin datering, der udelukkende bygger på al,
gælde for »Ældste saga«. På den måde kunne hans før omtalte
argument for at affattelsen ikke kunne være sket efter 1180 fejes
til side af Nordal med at »Ældste saga« utvivlsomt er et islandsk
arbejde, og at man jo på Island kunne tillade sig at se stort på
den norske kongefamilies mishag.
Denne indvending falder bort hvis al ikke er et brudstykke
af »Ældste saga«. Selv om afskriften er islandsk og Hallr munkr
formentlig har været islænder33 ligger det nærmest at antage
at disse jærtegn, ligesom homiliebogens, oprindelig er nedskrevet
i Norge. De obskure norske stednavne (Skiptisandr, Askheims-
heraS) kunne snarest tyde herpå, og den fortrolige måde hvorpå
det krucifiks omtales, der af Guthormr skænkedes til Kristkirken
i Nidaros (lét hann j)å gøra ro&una miklu) lader ligefrem formode
at jærtegnet er ført i pennen af en mand for hvem synet af dette
krucifiks var en dagligdags ting34. Der kan dog utvivlsomt rejses
andre indvendinger mod Storms ræsonnement. Man kan således
ikke slutte noget af at den fra latin oversatte Olavslegende ikke
meddeler misdædernes navn, da den ligesom sin latinske søster-
tekst, ærkebiskop Eysteins Passio et miracula S. Olavi, over-
hovedet udelader navne i vid udstrækning. Også den engelske
præsts navn udelades i legenden. Endvidere kan man stille sig
tvivlende overfor den påstand at der ikke skulle kunne tænkes
at være nordmænd, end ikke af gejstlig stand, som efter 1180
har vovet at sætte en plet på Sverres (angivelige) faders mødrene
slægt.
Selv om Storms argumenter hver for sig ikke er indiskutable,
form og Stiil samt Aand og Tone i det Hele henpege paa en Tid, da Sagaskrivningen
endnu var i sin Barndom« (op. cit. p. iv).
33 J6n iPorkelsson, op. cit. p. 182.
34 Jfr. Gino. horn. p. 113: »let gera f>egar ro3o sva myccla or silfri at allz costar
er hon lengri ok mæiri en mansvaxtar«. Der er dog også den mulighed at teksten
her kan være forkortet, jfr. at der flere steder i a forekommer meningsløse passager,
f. eks. Ir28 »sa k(onung) oo tok i tungostvfinn«.