Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1970, Síða 240

216
imod formen rl4 blezadu (benedide CP) må betragtes som en remi-
niscens af den ortografiske indflydelse fra norsk som kulminerer
i det 14. århundrede.
Af novationer kan nævnes at gi. ‘é’ altid skrives ie (særlig bemær-
kes r32 uier); gi. ‘e’ skrives ei foran ng og nk, r23 og 35 leinge, v33
peinckte (i andre tilfælde er ei abbrevieret i denne stilling) og foran
gi (ge) i r7 seigiande, r8 deige og v3 og 23 seiger, hvorimod der i rl9
og v26 skrives seger; i er skudt ind foran e i r3 og 27 Pridie, men
ikke i vl9 Uile (præs. konj. af ‘vilja’). Af disse novationer er den
sidstnævnte vistnok den yngste, men der findes dog eksempler på
den allerede i det 15. århundrede14.
Der henvises i øvrigt til den ortografiske beskrivelse af AM
220II fol. i Sagas of Icelandic Bishops.
3.3.1. Et træk i ortografien kan muligvis give et fingerpeg med
hensyn til skriverens dialekt: ‘æ’ skrives normalt æ, men to gange g
og to gange e (rl6 sterztu, rl7 sterri15). I det 16. århundredes første
halvdel findes der enkelte skrivere som bruger g for ‘æ’, men brugen
af e for ‘æ’ turde være yderst usædvanlig på denne tid. Exceptionel
på denne tid er også brugen af æ for ‘e’, hvorpå der haves eksempel
i v37 kær. Et par eksempler på denne sammenblanding af ‘e’ og ‘æ’
findes også i AM 220 II fol.16, og i AM 696 XIV 4to står hoguerum
(2r) og sælg''e.'tingar (2v) for forlæggets hoguærum og sælgætingar.
Denne ortografiske ejendommelighed har jeg truffet i to østlandske
diplomer fra det 16. århundrede, det ene skrevet på KetilsstaSir
på Vellir 155817 (hæfir=‘hefir’, hreriks leje = ‘Hrærekslæk’ og seinng
= ‘sæ(i)ng’), det andet på Skri&uklaustur 158118 (lidsæmd og
P&tist19).
14 Jfr. Vestnorske maalføre fyre 1350, II.2, tridje bolken, av fMarius Hægstad
(Skrifter utgitt av Det Norske Videnskaps-Akademi i Oslo II. Hist.-Filos. Klasse.
1941. No. 1, Oslo 1942), p. 121. Det ældste daterede eksempel som Hægstad næv-
ner er fra et diplom 1474 (Holar i Hjaltadalur): pridie.
15 I det sidste tilfælde er det ikke udelukket at en krølle under e er udvisket.
18 Sagas of Icelandic Bishops, p. 31.
17 AM Fase. LIV 18; trykt i Diplomatarium Islandicum XIII (Rvk. 1933-39),
nr. 220.
18 AM apogr. 4934 og 4935, to diplomatariske afskrifter af samme original.
19 Personnavnet ‘Eirlkur’ skrives ærilcur en enkelt gang i begge apogr., men
ellers erile- (7 gange), hvor e (E) dog i 5 af disse tilfælde i 4934 er rettet fra æ (Æ).