Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1970, Blaðsíða 386

358
samanskrifadar, samanvijgt, undanreid, Vndanreidena, vndanfårnum,
utanverdt, framanverda. Men tillige findes i B jnnann (2 eks.), sam-
ann; i S innann (5 eks.), soddann (2 eks.), vndannreid, innannvert.
Formen innann forekommer en enkelt gang i AM 350 fol fra ca.
1363, se Meddelelser fra Norsk forening for sprogvidenskap I, 1926,
s. 66.
Pronomenet enginn (< engi) hedder i S i nom. sg. m. dels Eingin
(6) 96, dels Einginn (6) 125; andre former af dette ord med
endelsen -in(n) er i S eingin, f. sg., i B ejngin, n. pi. Maskulinumfor-
men engin kendes fra 14. årh. i håndskrifter som ingen vaklen har
med hensyn til -n og -nn, nemlig AM 350 fol (førnævnte afhandling,
s. 66-7) og AM 219 fol (Early Icelandic Manuscripts VII, 1966,
Introduction I, 4c 3).
Adverbiet einninn (< einnig) skrives i B ejrninn (2 eks.), ejrnnenn,
ejrnin, i S eirnen (2 eks.), eirnin (3 eks.). S har pannenn (2 eks.,
<pannig) og meiginn (8 eks.) i forbindelser som peim meiginn,
hinumeiginn.
I det lille stykke s. 34—5 er fordelingen af n og nn helt i overens-
stemmelse med gammelt sprog, men der er kun få eksempler. Af
former med enkelt n forekommer trulofanin, Trulofanen; fem. eigw
halldin; n. pi. ofantekin; adv. saman, Sijdan (2 eks.), soddan, vndan,
Vtan.
Resultatet af gennemgangen af disse tekster fra et område inden
for Islands vestlige del bekræftes ved en oplysning i et utrykt værk
af Jon Olafsson fra Grunnavik, Orthographia Islandica (AM 435
fol), som vistnok er påbegyndt ca. 1733, medens den her citerede
del først er skrevet ca. 1757 (jfr. Safn Fræbafjelagsins V, 1926, 74).
Her diskuteres på bl. 89v-92r brugen af enkelt og dobbelt n. For-
fatteren begynder med at konstatere at i den efterhængte artikel
plejer man nu i alle tilfælde at skrive nn, hvilket efter hans mening
dog er forkert: “Ad sonnu giora flester svo, nu a Tijmum, at ]peir
laata petta tvefallda n. ganga jafnt yfer bakhlut allra orda; enn
jiat er jpo berleg villa”. Hos de gamle skrivere finder man nemlig
kun enkelt n i femininum, f. eks. konan, aldrig konann. Der fort-
sættes: “Petta styrkest og vid })å Pronuntiation, sem menn heyra
enn i dag sumstadar å Is-lande, einkum å Vesturlandenu, under
Snæfells Jokle, og å Vest-fiordum, at jjeir hafa enn i Vana at segia
fæminina tit med einu n, svo skilia må, Til dæmis konan, enn eige