Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1970, Side 387

359
konann. kyrin, enn eige kyrinn, sem lijkast er varat hafe svo fra
fyrre Tijd”. Derefter omtales adverbier som gjarnan, saman, framan,
som bør “skrifast og talast med eitt n. finale, edur i Enda sier”,
hvorved man kan skille dem fra adjektiver i akkusativ, som framann
af framr og gjarnann af gjarn. De sidstnævnte adjektivformer er
som bekendt ikke de gamle, men passer derimod til stavemåden
i bryllupsbøgerne, skønt Jon Olafsson ikke her påberåber sig vest-
landske udtaleformer.
Udtrykket “sumstadar a Is-lande, einkum å Vesturlandenu” kan
indebære at J.(3. havde en anelse om, at den gamle adskillelse af
-n og -nn ikke var begrænset til Vestlandet. I den forbindelse skal
der gøres opmærksom på den på s. 353 i nærv. bind omtalte memo-
rial, der må være skrevet af Påll Håkonarson. Her anvendes nn
og n helt korrekt efter de gamle regler, kun med den undtagelse,
som stemmer overens med bryllupsbøgerne, at akk. sg. m. af fullur
skrives fullann. Ellers hedder det Skolameistarenn, pappirenn, Part-
ur enn, likelenn, maldagann, feigenn, m., l'itenn (akk. af litill), men
derimod Bokin, -brefin eller -brefen, I nnsiglen, bidden, nidurkomen, i.,
samanlesen, i., samanbundin, n. pi., eigen, n. pi., komen, n. pi.,
eingen, n. pi., Sagan, utan, sidan. Påll Håkonarson må være født
på Norbtunga i Borgarfjorden, og det er mubgt at han til dels kan
være opfostret der hos sine slægtninge; i så fald vilde det være
naturligt at hans sprog havde vestlandsk præg. Imidlertid flyttede
hans forældre til Sydlandet (Rangårvalla sysla) da han var ca. 3 år
(jfr. Isl. Æviskrår II 233, IV 119), og her befinder han sig 10 år
gammel 1703 (Manntal å Islandi åri& 1703, 1924r-47, s. 500), så
efter al sandsynlighed har hans sprog været sydlandsk (han skriver
-sågunnar for -sdgurnar, en assimilation som i hvert fald i nyere tid
særlig kendes fra Sydlandet). Hvis det er tilfældet, har man altså
også i denne del af landet visse steder beholdt adskillelsen af -n
og -nn langt ned i tiden.
Der foreligger her et problem som trænger til nærmere under-
søgelse. Sammenfald af endelserne -an og -ann, -in og -inn er ikke
sket i løbet af ganske kort tid; tværtimod har det varet århundreder
fra det begyndte at vise sig indtil det var gennemført. Overgangen
af -an til -ann i akk. sg. m. af adjektiver står i klasse for sig selv.
Det skulde være muligt, i hvert fald for det 16. og 17. århs. ved-
kommende, at undersøge forholdene ved hjælp af materiale som