Nordens Kalender - 01.06.1930, Qupperneq 57

I GRAAL YSNINGEN
CATO: Nei Lydia .■— Aa nu hadde du den gode,
varme stemmen din —.
Du er næsten ikke noget forandret, Lydia — vet
du det?
LYDIA (smiler trist): Jeg er et helt andet menneske
Aa stakkars Cato, gid jeg kunde hjælpe dig litt.
— Jeg synes, jeg har gjort saa galt, jeg og, mot dig.
Jeg forstaar det saa godt nu. Aa men jeg kunde
ikke være anderledes -—.
CATO: Nei.
Aa tænk om jeg hadde forstaat det dengang, hvad
jeg hadde — i dig, som var den samme — altid
og uforanderlig — trofast og god og ærlig og stolt
og sand (undselig) ædel —
LYDIA: Aa stakkars Cato, nei jeg var nok ingen-
ting av alt det der-------. Du maa tro, det var
ikke fordi jeg var ædel, som du sier, jeg gjorde
noget av det altsammen ■—•
Du store Gud —
— Naar jeg ikke snakket, ikke forlangte, du
skulde si mig det, som det var, naar jeg visste, du
var sammen med hende ■— jeg turde ikke du. Jeg
turde ikke faa vite, du var glad i en anden. Jeg
turde ikke si, hvad jeg tænkte. For du kan tro,
det var ikke ædelt. Der var ikke det til saa — saa
skamlost, at jeg ikke kunde tro det — naar du
var sammen med hende. Gud som jeg hadet det
menneske. Jeg var ræd for at snakke, for jeg visste
ikke, hvad jeg kunde komme til at si, naar jeg
forst var begyndt.
Aa jeg var skinsyk paa hende, for vi blev gift alt:
Jeg hadet det at dere skrev til hinanden. Jeg vilde
ikke si noget, for jeg syntes, det var lumpent —jeg
vilde ikke tilstaa det, at jeg trodde der var fare i
det, at dere blev ved at være venner. -— Jeg bare
nedsatte hende stille indvendig for mig selv —
pyt, hun er da ikke saa pen som jeg, ikke saa klok
— bare munter og sot og koket, men en gaas. Kan
du ikke huske, jeg gik og snakket saan pent ned-
sættende —• smaat og lurt •— til dig. Stakkar,
du merket det ikke — ordentlig grovt for alvor
turde jeg ikke -—.
Og da hun kom hjem ■— hver gang hun hadde
været hos os — jeg onsket, hun maatte komme ut
for en ulykke, do, bli overkjort, bli lemlæstet —
At du ikke skjonte —
CATO: Jeg skjonte det ikke. — Det faldt mig aldrig
ind, du kunde tænke slik —■
LYDIA: Nei for jeg var jo ædel — overmenneske —
(Klagende) Aa jeg syntes, jeg var saa sorgelig
tung — saa fattig, hadde saa faa strenger likesom.
— Og hun hadde saa mange hun. Kunde alle
de smaa vakre kunsterne til at ta dig med. Jeg
kunde ikke kjæmpe mot hende •— ante ikke,
hvordan jeg skulde bære mig ad —. Jeg var jo bare
den gamle konen din —.
CATO: Og saa var det, at du ikke vilde være ved, at
du var glad i mig —.
LYDIA (husker efter): Sa jeg det —.
Aa Cato — jeg vilde jo ogsaa være stolt og ædel,
som du sier. — Naar jeg ikke kunde være ung og
deilig og bedaarende som dette festmennesket dit.
Jeg hadde jo ogsaa været saa meget alene altid,
skal du huske — som ung pike og •— gaat saan
mellem en forretning og pensionatet -— mellem
mennesker, som jeg ofte foragtet, folte mig hov-
modig over, tit, •— som ikke regnet saa noie med
de midler, som de brukte mot hinanden —.
Jeg vilde ikke tigge -—•.
Jeg trodde og trodde •— det kunde da ikke være
mulig, at du vilde gaa fra mig •— og barnet. -—
Du maatte da bli lei av den jaalen •— jeg var da
noget andet ■—. Og da jeg saa skjonte, det var
tapt •— saa maatte jeg jo ta Else og gaa.
Aa jeg hadde de vildeste planer. -— Sidst vi
mottes, da det blev avgjort —. Da jeg kom hjem,
tænkte jeg paa at sende Else til dig. Jeg skjonte,
du gjerne vilde set hende. Men jeg syntes, det
var uret mot hende.
Aa Gud -— alt det stygge, jeg tænkte og onsket
— alt det rigtige, jeg provet at gjore — alt saa
forte det bare til det samme —.
CATO (ncesten hare stille forundet): Alt dette har jeg
ingenting vist av —!
LYDIA (heftig): Aa gid det var igaar ■— iforgaars —
de skrækkelige dognene, jeg gik i dodsangst for
Else •— og du var en fremmed mand langt borte,
som jeg tænkte rolig paa — og alt dette her et fjernt,
dodt liv —.
CATO: Det vilde jo været en forbrydelse av mig
dette her — hvis jeg kunde la være at tro —
55