Menntamál - 01.12.1936, Síða 49

MENNTAMÁL
207
Hver Gang der i Opdragelsens Historie er skabt no-
get „nyt“, som viste sig at være af Yærdi til Styrkelse
og Höjnelse af et Folk, vil det ret beset vise sig at være
en Skoleform, der tager Sigte paa Udviklingen af det
liele Menneske. Saaledes at der skabes Harmoni i Sam-
spillet mellem Sjæl og Legeme.
En af vore store Digtere, Joh. V. Jensen, liar vist i
„Nornegæst“, livordan „Gæst“ bliver Mand gennem Li-
vets haarde Skole, der staar rede til at fortsætte sit
Opdragerliverv til den bitre Ende; men den giver
ham som Arbejdsredskab en sund og veltrænet For-
stand i en sund og hærdet Iírop.
Mod dette Samspil mellem Sjæl og Legeme er der
syndet meget. Egoisme og Herskesyge gör Livsförelsen
uens for höje og lave. Og med Katolicismen kommer
nye Tanker: Legemet sltal aves og kues; men Aanden
skal öves og Hjertet lutres. De smaa skal læse, liöre,
vidne om Gud. Ingen tænker paa den Krop, han havde
skænket dem.
Reformationen af 1536 gör en Ende paa de flittige
Munlces Arbejde til Gavn for Land og Kirke. Og skönt
Kirkeordinansen af 1539 vier Skolen et lielt Kapitel og
tager Sigte ikke alene paa Latinskolen, men ogsaa paa
Indförelse af Borgerskoler og giver Regler for „Degne-
læsning“ paa Landet, som stöttes stærkt af Hjemme-
undervisningen, saa er det alligevel omkring 1700 Tal-
let kun Smaabörnene der undervises lier ude.
I Holbergs Epistler og i hans Komedier opstilles baade
Rationalismens pædagogislce Ideal og de særprægede
Typer, der repræsenterer Resultaterne af Tidens for-
skellige Dannelsesformer. Vi möder Erasmus, der lös-
revet fra Mulden, har sat sin gode sunde Bondefornuft
til. Mens Jakob med al sin Uvidenhed i de lærde Mate-
rier stadig er den „vittige“ Bonde, der lader Forstan-
den spille om Kap med de dygtige Næver.