Gripla - 01.01.1984, Blaðsíða 55

TRE MARGINALNOTER OM EREX SAGA
51
pá sin oprindelige plads i Valvens replik, og der har den formentlig ogsá
stáet i oversætterens produkt og i revisorens forlæg. Revisoren har stillet
den pá den plads hvor oplysningen om hjortens hvide farve stod i hans
forlæg.
Disse tre træk i Lbs. 1230 III beviser den fprste af MEK’s fem an-
tagelser, idet papirhándskrifterne tydeligvis bygger pá den samme over-
sættelse som fragmenterne (de fire andre antagelser skal ikke diskuteres
her). Det gælder uanset at de ikke beviser, at teksten i det hándskrift som
fragmenterne er brudstykker af, var identisk med teksten i den oprinde-
lige oversættelse og/eller i revisorens forlæg i resten af sagaen, og ikke
engang i de bevarede linjer, skpnt intet positivt taler derimod (for ívens
saga er den bevarede længere version ikke identisk med den oprindelige:
det viser den kortere version — skpnt MEK nok overvurderer værdien af
denne; se min anmeldelse af Blaisdell’s udgave af ívens saga, i Scandin-
avian Studies 54, 1982, 73-75). Det er heller ikke bevist ved andet end
analogien med ívens saga og de andre Arthur-sagaer, at den oprindelige
ES ‘was a somewhat condensed but generally accurate re-telling of the
plot of the French source’, og at den ‘reproduced not only the content
but also the structure of the French original’ (MEK, s. 197). Endelig er
det heller ikke bevist, at revisionen undervejs til papirhándskrifterne, der
báde har bestáet i forkortelser (med overspringelser), omflytninger og
interpolationer (bl. a. af et helt kapitel), er foregáet pá een gang snarere
end under successive afskrivninger. Disse ubeviste antagelser forekom-
mer dog at være rimeligt plausible.
2. SAGAENS HÁNDSKRIFTER
Foruden i de ovennævnte korte fragmenter i Lbs. 1230 III 8vo, som er
fra omkring 1500, er ES overleveret i to hándskrifter fra det 17. árh.,
AM 181b fol. og Stockholm papp. 46 fol., hvortil kommer afskrifter og
resuméer af 181b.
De to hovedhándskrifter, 181b og 46, har hver for sig bevaret op-
rindelige træk som det andet har tabt, og det ene kan derfor ikke være
skrevet af efter det andet. Men deres tekst stár hinanden sá nær, at
Cederschiöld mente, at de mátte være afskrifter af samme tabte hánd-
skrift. Herimod har Blaisdell indvendt, at 46 sandsynligvis er en afskrift
af den tabte Ormsbók Snorrasonar (anden halvdel af det 14. árh.), og
at denne befandt sig i Sverige da 181b blev skrevet pá Island. Blaisdell