Gripla - 01.01.1984, Side 61

TRE MARGINALNOTER OM EREX SAGA
57
Ages (ed. R. S. Loomis, Oxford 1959), s. 467 f.; denne omtale synes at
bygge pá Cederschiöld og/eller Kölbing. Andre sagaforskere har jeg
ikke set omtale forholdet; i hvert fald nævnes det ikke af Blaisdell i hans
udgave af ES og heller ikke af MEK, der nok anf0rer Kölbings afhand-
ling i sin litteraturliste, men ikke nævner den i sin tekst.
Den tyske Erec-tekst der indeholder fællestrækkene er som sagt den
der findes i Ambras-hándskriftet. Wolfenbíittel-fragmenterne, af hvilke
nogle blev fundet i 1898, og flere i 1978, er af stor interesse for Hart-
manns Erec, men de synes næppe at være af st0rre relevans for Chré-
tien, Gereint eller ES, hvilket máske kun skyldes deres ret ringe omfang.
Om de nyfundne fragmentdele, se afhandlinger af Wolfgang Milde (i
Beitráge zur Geschichte der deutschen Sprache und Literatur 104, 1982,
190-206), Kurt Gartner (ib., 207-230 og 359-430) og Eberhard Nell-
mann (i Zeitschrift fiir deutsche Philologie 101, 1982, 28-78, jfr. ib.
436-441).
I det fplgende bruges forkortelsen HvA om Hartmann von Aue’s Erec
(i Ambras-hándskriftet), og henvisninger til denne gælder udgaven i Alt-
deutsche Textbibliothek ved Leitzmann/Wolff (5. Auflage, Tiibingen
1972). Henvisninger til Chrétien’s Erec gælder báde Foerster og Ro-
ques: vers 2219/2163 er vers 2219 hos Foerster og 2163 hos Roques.
Den kymriske Gereint og dens særlige problemer vil ikke blive disku-
teret i det fplgende; denne mangel har næppe betydning for bestemmel-
sen af sagaens forlæg.
Den grundigste gennemgang af fællestrækkene jeg kender er skrevet
af Rudolf Zenker, ‘Weiteres zur Mabinogionfrage. 2. Die altnordische
Erexsaga’ (i Zeitschrift fiir französische Sprache und Literatur 48, 1926,
386-410).
Næsten alle tænkelige forklaringer har været fremsat (i det flg. ses
bort fra Gereint):
1. Fællestrækkene er opstáet uafhængigt hos HvA og i ES. De for-
udsætter sáledes ingen anden fælles kilde end den bevarede franske
roman. Sáledes Gaede 1913 (iflg. Zenker s. 387-8).
2. HvA og ES forudsætter begge en tekst af den franske versroman
der lá nærmere ved Chrétiens original end de bevarede hándskrifters
arketype. Sáledes Kölbing 1871 og udgiverne Foerster og Roques.
3. HvA og ES gár begge — gennem tabte mellemled — tilbage til
samme tabte franske version, der var pá prosa og var forlæg for Chré-
tiens versroman. Sáledes Pentti Tilvis, ‘Úber die unmittelbaren Vorla-