Gripla - 01.01.1984, Blaðsíða 62

58
GRIPLA
gen von Hartmanns Erec und Iwein, Ulrichs Lanzelet und Wolframs
Parzival’ (i Neuphilologische Mitteilungen 60,1959, 29-65 og 129-144,
optrykt af Kurt Wais i Der Arthurische Roman, Wege der Forschung
CLXII, Darmstadt, 1970). Tanken er afvist af Félix Lecoy (i Romania
82, 1961, 276-7). Heller ikke Tilvis’ formodede rhinske mellemled mel-
lem den formodede franske prosaroman og Hartmann har vakt bifald,
se Ludwig Wolff i udg. 1972 af HvA, s. xi, med henvisninger.
4. ES bygger báde pá Chrétien og HvA. Sáledes Dreyer 1893 (iflg.
Zenker, s. 387 og 409, jfr. allerede Kölbing, s. 411-12).
5. HvA og ES forudsætter de samme to forlæg, Chrétiens roman og
en tabt (skriftlig eller mundtlig) Erec-tekst. Sáledes Zenker 1926 og
Sparnaay 1933.
En kombination af 4 og 5, med forskellige tabte mellemled, er fore-
sláet af Siegfried Gutenbrunner, ‘Úber die Quellen der Erexsaga. Ein
namenkundlicher Beitrag zu den Erec-Problemen’ (i Archiv fiir das
Studium der neueren Sprachen 105/190, 1954, 1-20). Svaghederne i
hans argumentation er pávist af Foster W. Blaisdell, ‘Names in the Erex
saga’ (i JEGP, Journal of English and Germanic Philology, LXII, 1963,
143-154). Jfr. Ludwig Wolff, loc. cit.
Man kan foreslá en variant af forklaringerne 1, 4 og 5, der bygger pá
den ovenfor diskuterede antagelse, at den bevarede ES-tekst er resul-
tatet af f0rst en oversætters, sá en revisors virke: Oversætteren kendte
kun Chrétiens roman, og det var revisoren der indf0jede de træk som
den bevarede ES har fælles med HvA. Enten indf0jede han dem uaf-
hængigt af HvA og dennes eventuelle kilder (jfr. forklaring 1), eller ogsá
kendte han dem — evt. via skriftlige eller mundtlige mellemled — enten
fra HvA (jfr. forklaring 4) eller fra en tabt Erec-tekst som HvA ogsá
kendte (jfr. forklaring 5). Et kendskab til tysk litteratur var máske mere
sandsynligt hos revisoren end hos oversætteren. Denne variant af 4
svækker i nogen grad hovedindvendingen imod 4, nemlig at hvis ES
delvis byggede pá HvA, skulle man forvente flere fællestræk end der er:
det skulle man vel ikke i en revision der dels var bundet af sit forlæg,
dels især bestræbte sig pá at forkorte.
De træk som HvA og ES har fælles imod Chrétien inddeler Zenker i
tre grupper: (A) fælles udeladelser: ringe beviskraft, (B) positive over-
ensstemmelser der kan være opstáet uafhængigt, (C) positive overens-
stemmelser der ikke kan være opstáet uafhængigt. Under C nævner
Zenker 12 punkter, jfr. nedenfor.