Gripla - 01.01.1984, Side 65

TRE MARGINALNOTER OM EREX SAGA
61
af Chrétien, der senere skiftede stil. Sádan forklarer Foerster og Roques
de afvigende rim i Erec, jfr. ovenfor. (I sá fald kunne Jean Renart have
skrevet Galeran de Bretagne, — men de positive grunde til at tro det er
næppe tilstrækkelige.) Eller ogsá er den bevarede Erec-tekst en andens
revision af Chrétiens tabte tekst (den er næppe Chrétiens revision af en
andens tekst, endsige uafhængig af Chrétien). I sidste fald er det muligt,
at de Chrétien-fremmede rim i Erec skyldes revisoren, og at HvA og ES
bygger pá Chrétiens oprindelige tekst (forklaring 2 ovenfor).
Zenker forklarede ikke fællestrækkene hos HvA og i ES med at
begge forudsatte en tabt version af den franske versroman (forklaring 2
ovenfor), men med at begge forudsatte de samme to forlæg, Chrétiens
roman og en tabt Erec-tekst (forklaring 5). Det skyldes tilsyneladende,
at Zenker, s. 404, nok kunne forestille sig, at skriveren af arketypen ude-
lod nogle vers, men ikke at han ændrede nogle vers eller hele passager.
Denne sidste mulighed forekommer mig dog at være mere sandsynlig
end den at báde HvA og enten oversætteren eller revisoren af ES kendte
en anden Erec-tekst, som de fulgte lejlighedsvis: forklaring 2 forekom-
mer mig mere sandsynlig end forklaring 5.
Det udelukker ikke, at oversætteren og revisoren af ES kan have brugt
andre kilder: den ene, formentlig revisoren, har pjensynlig brugt Þiðriks
saga (MEK, s. 193-8). Men der er ikke tilstrækkelig grund til at mene,
at nogen af dem ved siden af sit primære forlæg har brugt en anden,
ellers ukendt Erec-version, som ogsá er brugt af Hartmann von Aue
(eller en revisor undervejs til Ambras-hándskriftet). Hermed er intet
sagt om forholdet mellem de to tyske tekster: Ambras-hándskriftet og
Wolfenbiittel-fragmenterne, eller om disses kildeforhold.
Det er næppe muligt at modbevise nogen af de 5 foresláede forklarin-
ger. Men de er ikke lige sandsynlige. Mig forekommer nr. 2 at være den
sandsynligste. Men ogsá nr. 1 má tages i betragtning: nogle af Zenkers
12 punkter skal nok overfpres fra C til B: i nogle af dem har Chrétien-
hándskrifterne en akceptabel lectio difficilior, som HvA og ES kan have
banaliseret pá samme máde (Zenker mente, at den banale læsemáde
mátte være ældst). Hvis de alle overfpres til B, bliver resultatet forkla-
ring nr. 1: HvA og ES bygger, uafhængigt af hinanden, pá den bevarede
Erec-tekst.
Nár man dernæst ser pá de 12 punkters indhold, kan man tilslutte sig
de to Chrétien-udgivere, Foerster og Roques. Den sidste skriver, efter at
have omtalt tre fællestræk i Gereint og hos HvA (men hvor ES fplger