Gripla - 01.01.1984, Qupperneq 171

FORNKVÆÐASPJALL
167
end at jeg som mand har en synderlig glæde af at studere den flyvende
drageprinsesse pá s. 81, sat sammen af et Mona Lisa-ansigt, en kanin-
krop forsynet med svanevinger pá elefantben, men blufærdigt uden
bryster og med proptrækkerkrpller og dito hale.
Forfatteren til denne forunderlige bog siger kort og ærligt, at der er
tre tænkelige holdninger til disse fabeldyr: man kan mene, 1) at de er
fuldstændigt legendariske, 2) at de stort set er legendariske, beroende pá
nogle enkelte fakta, ofte misforstáede, eller 3) at de virkelig har eksiste-
ret; og forfatteren, der fægter med áben pande, lpfter visiret og siger: I
take the third view!
Man kunne máske have pnsket, at præses havde valgt samme mor-
somme fremgangsmáde, for det lader sig ikke bestride, at adskillige af
folkeviseforskningens farvestrálende og mægtigt bevingede fortidsdrager
flyver omkring i hans univers. Hvis det havde stáet pá titelbladet: Vi er
der allesammen! var man ikke blevet sá forundret over at træffe dem i
fuld vigeur anno 1983, men nu — det skal ikke nægtes — ser man
nervpst til siderne, men da disse mærkeligt udseende drager selv (i mod-
sætning til deres vogtere) virker ret fredsommelige, ender det sámænd
med, at man til sidst af lutter medlidenhed eller blot af nostalgi er lige-
ved at kpbe et franskbrpd eller en pakke dybfrosset dragefoder i Hag-
kaup for at fodre uhyrene med; Herre Gud, de er jo sá gamle, at de har
været kæledyr i biedermeiertidens barnekamre.
Det er faldet i min lod at skulle sige nogle ord om disputatsens om-
fangsrigeste del, gennemgangen af de enkelte viser (p. 101-408), men
forinden vil jeg forudskikke et par almene og principielle bemærkninger.
Jeg má ábent erkende, at valget af mig som opponent til dette værk
er sá uheldigt som bare muligt, thi jeg er derved kommet i den beklagel-
sesværdige situation at skulle udtale mig om noget, som jeg næsten ingen
viden har om, og fplgelig har jeg ogsá svoret pá aldrig mere at nærme
mig folkeviser med áben mund eller pen i hánd, men som en anden
Papageno med lás for munden. Det uheldige ligger i den kendsgerning,
at jeg — i modsætning til præses — sá godt som ikke ved det allerfjer-
neste om folkeviser i Norden f0r 1550; jeg ved ikke, hvor de kom fra,
hvornár de dukkede op, og jeg kan ikke rimeligt forklare, hvorledes sá
l0st konstruerede vers kan vandre fra generation til generation efter
sigende i 700-800 ár og fra den ene ende af Europa til den anden, og
jeg har ikke fantasi nok til at forestille mig, at en vise fra Bretagne pá
bretonsk uden videre vandrer til Jylland; har Gud da pludselig ladet