Gripla - 01.01.1984, Síða 174

170
GRIPLA
det allermærkeligste: vær vis pá, at folkeviseforskeren uden tpven vil
erklære, at den form som Maren i Kæret sang Páskedag 1852 ogsá er
den, der stár urformen fra o. 1150 nærmest, hvorefter man rekonstruerer
visen pá dette grundlag, idet man hjertelpst kaster Hjertebogen til side
som aldeles upálidelig, selv om den ubestrideligt er 300 ár nærmere den
ukendte kilde! Og det g0r man ikke bare lokalt nordisk eller fx dansk,
nej, man tager den store hándbevægelse og skovler hele Europas folke-
digtning op pá skrivebordet og finder, hvis man reducerer visens hand-
ling til nogle fá meget abstrakte modeller, naturligvis rigeligt med paral-
leller i Frankrig, England, Tyskland, Rusland, Balkan osv., og det sker
uden tpven eller metodisk forbehold, sá man som ung lader sig dupere
til at tro pá, at dette her dog má være de vises sten og bliver stum — og
dum. F0rst nár man bliver nærgáende og unders0ger árstal og dermed
den kronologiske sammenhæng, bliver man skeptisk, muligvis endda
overskeptisk, for hvordan forholder det sig med hele dette enorme euro-
pæiske materiale tidsmæssigt og i forhold til de overleverede europæiske
tekster? Sá godt som hele molevitten er af ung dato, fra det 19. og i
begrænset omfang fra det 18. árh., hvormed jeg dog ikke vil vove at sige
noget om den definitive alder, som jeg ikke ved noget om, jeg tænker
altsá pá nedskrivnings- og udgivelsestid. Vi befinder os sáledes i folke-
viseforskningen i en ahistorisk verden, hvor der ikke eksisterer f0r og
efter, hvor man uden at blinke med 0jnene kan etablere en baglœns ár-
sagssammenhœng mellem et digt páviseligt i England eller Bretagne i det
19. árh. og et digt, der findes overleveret i Danmark fra 1550, og den
eneste argumentation for denne pástand er, at man má bevæge sig ud pá
endnu dybere vand og hævde, at begge digte faktisk er meget meget
ældre, og at kopulationen har fundet sted længe f0r, nemlig o. 1100 og
under alle omstændigheder f0r 1550. Ingen har dr0mt om det i andre
videnskaber selvfplgelige at f0re et bevis, sk0nt bevisbyrden dog má pá-
ligge den, der antedaterer. Præcis dette fænomen er hovedindvendingen
imod Ernst Frandsens beundrede og i mange henseender ándfulde og
interessante bog, ‘Folkevisen’ (1935), i hvilken han pr0ver at datere
viserne kronologisk ad ándshistorisk vej; men uden bevisfprelse begyn-
der han ved ár 1100 og daterer derpá viserne kronologisk fremadskri-
dende, men hvorfor man skal begynde 1100 og ikke 1500, kan kun
forklares derved, at Svend Grundtvig hævdede denne h0je alder for
viserne; videnskabeligt set — og her r0rer jeg ved noget centralt, ogsá i
VÓ.s bog — b0r metoden være den modsatte, ikke fra det ubekendte