Gripla - 01.01.1984, Blaðsíða 175

FORNKVÆÐASPJALL
171
til det bekendte, men naturligvis fra det bekendte til det ubekendte,
hvilket betyder for folkeviseforskningen, at man má begynde ár 1550 og
gá bagud for at se, hvor langt man kan komme. Frandsen blev hængende
i alle mulige ubekendte st0rrelser, og mátte ydermere opfinde en tabt
lyrisk digtning i Danmark i hpjmiddelalderen for at forklare folkeviser-
ne og deres sprog, altsá forklare noget sáre bekendt fra o. 1500 med
noget aldeles ubekendt o. 1100. Holder man sig til hándskrifterne fra
det 16. árh., beh0ver man ikke at konstruere nogle lyriske viser, thi
hándskrifterne indeholder normalt foruden folkeviser ogsá lyriske viser,
som sprogligt ikke adskiller sig fra folkeviseme, men Sv. Grundtvig pá-
stod uden bevisf0relse, at de lyriske viser i hándskrifterne er fra tiden
1500-1600, og Ernst Frandsen godtager uden analyse dette og mátte
derfor opfinde en h0jmiddelalderlig lyrik i Danmark; at konstruere en
genre er sáledes aldeles overfl0digt, men det siger noget om denne forsk-
nings metoder, at man har gjort det.
I 150 ár har denne kronologidrage behersket folkeviseforskningen og
g0r sig da ogsá bemærket i den nærværende disputats, som dog for de
islandske visers vedkommende opviser meget mádehold, men til gen-
gæld under indflydelse af norske forskere er lige sá umádeholdende med
hensyn til de norske visers alder. Da dette ganske 0jensynligt er dispu-
tatsens mest angribelige skanse, vil jeg vende tilbage hertil, men forinden
foretage yderligere et mindre strejftog omkring disputatsens forudsæt-
ninger.
Sammenlignet med kronologisp0rgsmálet er de andre drager af
mindre betydning, men jeg skal dog komme ind pá nogle typiske fæno-
mener. Det blev hævdet i Norge og senere i Sverige og Danmark god-
taget som en ubestridelig kendsgerning, som man ansá for bevist — en
terminus, der nok har sin særlige definition i disse forskeres munde —
at de sákaldte kæmpeviser (DgF.I) er norske; det skete i den ogsá for
Island sá lystige periode, da norske filologer gik pá skrækindjagende
safari i nabolandenes litteratur for at tilegne sig en litterær fortid, og da
det skete med brask og bram og megen h0jr0stethed om noget, som skal
hedde 500ársnatten, sá blev danskerne spage og matte i koderne og
sagde: Jo, dem har vi givetvis pá det skændigste stjálet fra jer. 30 kæm-
peviser, værs’go! Imidlertid minder det lidt vel meget om filmen Pimper-
nell Smith, i hvilken Göring pá samme vis vil g0re Shakespeare til tysker,
og englænderen giver efter med bemærkningen om, at det dog má ind-
r0mmes, at han er meget godt oversat til engelsk. Kæmpeviserne findes