Gripla - 01.01.1984, Síða 176

172
GRIPLA
nemlig uimodsigeligt pá dansk i alle de danske hándskrifter 1550-1600
og i Vedels og Syvs trykte visebpger 1591 og 1695; de norske versioner
er efter 1850. Noget holdbart bevis for denne teori er ikke leveret — og
vi venter stadigvæk med interesse.
Et andet fænomen i vor sammenhæng er visevandringerne. Det er
lidet udforsket, máske af gode grunde, for det er ikke sá ligetil at give
en forklaring pá, hvordan en vise vandrer fra Frankrig eller Portugal til
Danmark eller Island, hvis man ikke kan pávise nogen naturlig trafik-
forbindelse. Doktoranden er i denne henseende ikke i personlig n0d, da
han stort set opererer med Bergen som udgangspunkt, som er middel-
alderens handelsforbindelse til Island, sá havde der været folkeviser i
Norge, var det akceptabelt nok. Men han má jo sluge sine skandinaviske
kollegers kameler, og det synes han ábenbart om, for han protesterer
ikke mod dem og undrer sig ikke over, at viser fra Portugal og Bretagne
fra det 19. árh. frejdigt indvandrer i Danmark allerede i det 12.-15.
árh.; sligt ville forbavse en historiker og en kriminalbetjent. Men det
har været skik og brug siden Sv. Grundtvigs dage at anse den slags
mirakler for gangbare i folkeviseforskningen.
Nu kan jeg næppe skjule længere for de tilstedeværende, at jeg er en
snusfornuftig realist, der af angst for at falde ikke vover sá meget som
et lillebitte hop i luften og pure nægter at stá pá hovedet som dagens
normaltilstand, altsá kan jeg lige sá godt fremture i min jordbundethed
og pástá, at man specielt, hvad dette problem angár, i stedet skulle gribe
til lidt litteratursociologi og i steden for alle disse hovedlpse gætterier
angáende en upáviselig visefortid give sig i kast med en minutips ud-
forskning af de trykte danske visebpgers udbredelse for at se, hvad det
kan f0re til. Det er bekendt, at kgl. historiograf Anders Sprensen Vedel
i 1591 pá kongehusets opfordring udsendte en samling pá 100 danske
viser, som han kaldte ‘Gamle viser’ = ísl. fornkvæði; han byggede pá
manuskripter, der alle var blevet til ved det danske hof 1550-1590, thi
det kan uden modsigelse bevises, at folkevisedigtningen var det danske
hofs yndlingsdigtning, sável under Fr. II, hvad der ikke er sá underligt,
som ogsá under hans far Chr. III, der indfprte reformationen og derfor
har tilnavnet ‘præstekonge’. Men hans hof sang ábenbart ikke salmer
om aftenen. Men folkeviser. Og fra denne tidlige periode har vi ud over
hándskrifterne ogsá separattryk, skillingstryk, de ældste fra o. 1560.
Vedels visebog fra 1591 blev i lpbet af 70 ár trykt i 12 oplag og ud-
bredtes i hele det dansk-norske kongerige, Holsten máske undtaget. I