Gripla - 01.01.1984, Page 177

FORNKVÆÐAS P JALL
173
1695 genudsendte Peder Syv sá Vedels bog, men for0get med yderligere
100 viser, og denne bog, Vedel-Syv, er siden genoptrykt 10 gange, i alt
altsá 22 oplag af disse to folkevisebpger.1 Fra disse to bpger stammer de
fleste af de kendte skillingstryk, og det er páviseligt, at en meget stor del
af den mundtlige tradition i Danmark og formentlig ogsá i Norge i det
19. árh. ganske enkelt hidr0rer fra Vedel-Syv; enkelt, og i grunden ikke
spor ejendommeligt, næsten naturligt. Særere er det, at folkeviseforsker-
ne har en sá stor svaghed for denne mundtlige tradition fra det 19. árh.,
som er 300 ár yngre end Vedel-Syvs kilder, og som hidrprer netop fra
Vedel og Syv. Men endnu mere karakteristisk for denne disciplin er det,
at dette enorme materiale mellem 1550 og idag, som faktisk eksisterer,
ikke er udforsket; men derimod foregár forskningen intenst i det tids-
rum, hvorfra vi ikke har overleveret en tpddel. Beskæmmende, men ret
talende.
I denne sammenhæng skal jeg nævne en anden drage, der má være
meget flyvedygtig, hvis disse mærkeligheder skal gá op. Ganske specielt
for de norske visers vedkommende má det forudsættes, at der har været
tale om en yderst stabil tradition, sá at sige uforanderlig, for ellers kan
vi jo ikke g0re det, som VÓ. g0r, nemlig sammenligne en norsk vise fra
1850-1900 med en islandsk, som præses forsigtigt daterer til 1450-1550
men nedskrevet o. 1650; hvis den norske vise skulle have pávirket den
islandske, má den norske vise jo have været uforandret i godt 350 ár,
for ikke at tale om endnu længere. En sádan stabilitet gár præses da ogsá
ud fra. Men enhver, der har arbejdet med det overleverede materiale
1550-1900, ved af erfaring, at en sádan stabilitetsteori mærkværdigvis
ikke passer dér, men at det modsatte netop er tilfældet. Visernes variant-
mængde kan bedst sammenlignes med alle de nordiske landes samlede
renter af statsgælden. Hvis man ser pá disse digtes tekniske udformning,
kan det jo heller ikke undre: ingen fast rytme, ingen alliteration og ingen
absolutte rimkrav, halvrim er almindelige, og hvert eneste digt kender
1 Vedel blev trykt sáledes: 1591, 1595, 1609, mellem 1609 og 1619, 1619, 1619
(?), 1622, 1632, 1643, 1655, 1664 (Kristiania), 1671, i alt 12 udgaver. Derpá udgav
Peder Syv bogen, men for0get med endnu 100 viser: 1695, 1695, 1695, 1739, 1764,
1787, i alt 6 udgaver; senere er der kommet yderligere 4 udgaver, hvoraf to i Tors-
havn pá Fær0erne. Dvs. 18 oplag f0r ár 1800; Gustav Henningsen har i Danske
Studier (1959), pá 53ff. gjort rede for disse udgaver, men bemærk, at han p. 77-78
kommer til at angive 2 oplag (K, L) som 10. oplag, hvorfor han (p. 83) kun nár til
21 udgaver.