Gripla - 01.01.1984, Síða 179

FORN KVÆÐAS P J ALL
175
og de to unge hengiver sig seksuelt til hinanden i skoven, men da pigen
derefter vágner op, er manden væk: hun satte ikke sin kvindelighed i
den rette kurs, og han gennemgik ikke elskovens metamorfose; altsá en
vise om en banal don Juan og en alt for villig donna Elvira, helt for-
skellig fra den ældre vises h0je kærlighedsideal. Det er samme stof, men
det er to digte, to selvstændige kunstværker; men for folkeviseforskeren
er det én og samme vise, den sidste blot en forvanskning, en dárlig
variant. Men det er ingen forvanskning, ingen variant pá den máde, den
er selv et gennemtænkt kunstværk. For forskerne har disse tekster pri-
mært været sammenlignelig folklore, og der er skrevet mange digre
bpger herom, i hvilke der ikke findes en gnist af æstetisk holdning til
viserne som kunstværker. Hvordan man kan skrive om folkeviser eller
sagaer uden at tage stilling til den kunstneriske intention, det fatter jeg
kun med besvær.
Denne tradition inden for viseforskning har nu været gængs i over 150
ár, uden at man dermed er blevet klogere pá visevirkeligheden, thi det
kan man ikke blive, nár man konsekvent vil forklare noget bekendt ved
noget ubekendt og ikke-páviseligt. En af fplgerne er den, at litteraturens
folk har opgivet omrádet og overladt det til folkloristerne og filologerne,
til stor skade for litteraturen. Efter sá lang tids ensidig indoktrinering
kunne man forestille sig, at tiden var inde til en nyorientering, og man
kunne stille særlige forventninger til en islandsk disputats om islandske
folkeviser, idet forskningen pá dette felt har været ret begrænset her i
landet, hvorfor der kunne have været mulighed for at begynde fra grun-
den af. Men i den henseende har præses anbragt sig i en vanskelig situa-
tion ved at ville knytte de islandske viser sá tæt til netop de norske, som
ikke engang eksisterede, da de isl. blev nedskrevet o. 1665. Men dette
skal jeg i det fplgende illustrere en smule.
Det var fprste del — som nok kunne undværes! Náet sá langt og med
præses inderligt kiggende pá uret npdes jeg til atter at tage en lille svip-
tur til Norge for at undskylde mig. I ‘Peder Paars’ fortæller Holberg et
sted om skriveren Niels Ruus’ forræderiske fejhed, der fár den store helt
Peder Paars til at lade ham dpdsdpmme. Da den arme Niels Ruus ligger
pá jorden og afventer henrettelsen, má han jo have en præst, dog er der
ingen, sá man má som i folkeviseforskningen gá utraditionelt til værks:
Strax Peder Paars befool man skulle een udlede
Som Bog-lærd var, og som ham trpste kunde best.