Gripla - 01.01.1984, Qupperneq 181

FORNKVÆÐASP JALL 177
dateringer pá et eller andet sted mellem 400 og 700 ár, og begge alter-
nativer anser jeg for urimelige.
Lad os begynde med vise nr. 1, Ólafur liljurós, da. Elverskud; den
ældste islandske redaktion er fra 1665, den ældste danske fra 1560, en
anden dansk er Syvs tryk 1695, den ældste svenske er fra 1670; if0lge
SvG. var visen i Norden pávirket af en skotsk vise fra 1770erne, en
bretonsk fra 1839 og 1868-74, endvidere en fransk vise fra 1863-66,
og sá kan vi tilf0je den mundtlige tradition i Norden: fær0isk 1823 og
1868, danske fra 1840-90, og endelig kan vi til slut se, hvor den norske,
som præses anser for forlægget for den isl. vise, stammer fra, den
kendes fra o. 1850, en yngre tekst er fra 1890/91. Den no. overlevering
er 300 ár yngre end den danske, 200 ár yngre end den isl., 150 ár yngre
end Syvs tryk, ja den norske tradition er endda yngre end Abrahamson,
Nyerup og Rahbeks store folkeviseudgave 1812-14, er sáledes ogsá
yngre end Herders berpmte tyske oversættelse i ‘Volkslieder’ 1778-79,
forlægget for Goethes ‘Erlkönig’. Dette er ubestridelige kendsgerninger,
men ikke destomindre har det været skik og brug at sige, at visen er
bretonsk (1839), vandret til England (1770) og derpá via Danmark til
Norge og til Island, o. 11/1200, for if0lge Frandsen h0rer denne vise til
det allerældste lag. Det er, hvad jeg kalder en baglæns ársagssammen-
hæng. — Et lignende strategisk kronologisk tilbagetog foretager VÓ. i
dette tilfælde, idet den no. vise (1850) dels skal have influeret den
fær0iske (1823) og dels den islandske (1665), og dette skal være sket
f0r reformationen, hvorved vi lander o. 1500, hvad der indebærer, at
den norske og den fær0iske vise má antedateres med henholdsvis 350 og
325 ár, den isl. med kun 150 (119-122); selv om denne konstruktion
ikke er slet sá vild som mange andre som fx. den bretonske teori, der
kræver en antedatering pá mindst 700 ár, sá er det sáre betænkeligt at
arbejde sáledes stik imod al videnskabelig metode. Jeg har meget svært
ved at se, hvad man rent konkret siger om den islandske vise pá denne
rnáde. Her gár skellet imellem præses og mig. For mig kan alt dette ikke
blive andet end ubeviste og ubeviselige og uanvendelige postulater, og
hvad jeg har sagt om dette er jo principielt, hvorfor det i virkeligheden
optræder i sá godt som alle analyseme pá disse 300 sider. Det vil være
aldeles formálslpst og alt for langtrukkent at understrege dette i alle til-
fælde; jeg skal derfor blot pávise det i nogle fá og perspektivrige tilfælde.
ÍF 3 = DgF. 40 Harpens Kraft. Den ældste version er dansk, fra
1570, flyvebladstryk 1672; VÓ. strejfer (p. 129) en af de sindrigeste
Gripla VI — 12