Gripla - 01.01.1984, Qupperneq 182

178
GRIPLA
konstruktioner i nordisk folkeviseforskning ved at omtale det engelske
digt om King Orfeo, men om det er nogen omtale værd i denne sammen-
hæng, kan man vurdere, nár jeg kort refererer Bugges og Olriks teori:
længst bagude har vi det græske sagn om Orpheus, der har været kendt
i middelalderen ad litterær vej; men sá fár vi pá vejen fra Grækenland
op til Norden o. 1200 et tysk digt, 1860, et bretonsk digt fra det 11. ár-
hundrede som til alt uheld (eller mon ikke snarere held?) er gáet tabt,
men det har f0rst sat sig sine spor i det engelske digt King Orfeo o. 11/
1200, og dette konglomerat sarnles sá i den nordiske vise (o. 11/1200);
hvis man ikke er blevet skeptisk af dette, sá bliver man det máske heller
ikke af at erfare, at det engelske digt kendes fra 1880, dvs. det skal ante-
dateres 700 ár for at kunne komme pá tale o. 1200 i Norden. — Dette
er skrivebordsfilologi, og VÓ. er dog ogsá noget forbeholden, men fpler
sig dog forpligtet til at tage stilling til dette galimathias, og det ender da
ogsá med, at det má have haft sin andel i, at han g0r denne pæredanske
vise til engelsk.
ÍF 5 = DgF. 33 Germand Gladensvend, en af de berpmteste folke-
viser; og lad os ikke glemme: den findes ikke i Norge. (Pudsigt er det
at se, at præses har sádan en lyst til at ville korrigere handlingen, og selv
om han indser det metodisk forkerte deri, eftersom der ikke er noget
belæg derfor, sá lader han dog sit forslag stá til overvejelse (137)); det
f0rer over i en række spekulationer over J0rn Pi0s valravn-teori, og VÓ.
g0r ganske rigtigt opmærksom pá denne hypoteses akilleshæl, nemlig at
uhyret jo ikke opnár den for valravne forskriftmæssige forvandling efter
at have smagt menneskeblod. Det er altsá snyd. Dette er helt korrekt,
men sagen er typisk, fordi der faktisk ikke i noget hándskrift stár ordet
‘valravn’, hyppigst er der tale om en 0rn (BDE), eller en gam (C) og
endelig en ravn, en vild ravn (A), og til slut har vi Vedels tryk 1591, og
han kalder utysket for 3 ting: trold, gam og den vilde eller lede ravn.
Pi0s rettelse 400 ár efter, at sá kyndige mænd som skriveren af Karen
Brahes folio eller Vedel skriver noget helt andet er letsindig — som om
Vedel ikke kendte en valravns vilkár! Jeg skal ikke undlade at notere,
at præses ikke kan dy sig for at foreslá, at visens vej til Island gik ‘pos-
sibly through Norway’ (138), men sá er vi altsá derude, hvor vi for at
fá regnestykket til at gá op, enten má konstruere en aldrig kendt norsk
vise, eller snarere regne med et i 0vrigt ligesá ukendt dansk visecenter i
Norge — medmindre man da, som jeg vil foreslá, gár ud fra, at det har
heddct Anders S0rensen Vedel: Et hundrede udvalgte danske viser.