Gripla - 01.01.1984, Side 185

FORNKVÆÐASP JALL
181
et skillingstryk fra o. 1560, afskrevet i Norge, men desværre ærkedansk.
Imidlertid har der nok siddet en underlig grásprængt en pá den yderste
n0gne 0, som har omdigtet visen i den stil, der har passet til 0boerne pá
de atlantiske skær, og selv om vi naturligvis ikke kender denne Terje
Vigen eller hans vise, sá er den islandske nok alligevel kommet til Island
ad denne snurrige vej (p. 340-341).
Og hermed er overgangen med vilje gjort gradvis til det allerværste,
som jeg nu kommer til. Dette traditionelle folkevisesyn vil altid ende
med at tage magten fra forskeren, fordi der i teorien ikke er indbygget
en bremse, ikke engang en n0dbremse; det er jo sá let at forklare alle
mærkværdigheder pá dette omráde ved at henskyde det hele til det store
tomrum, tiden f0r 1550, hvorfra man intet ved; al kontrol er borte, og
forskerens fantasifulde kombinationsmuligheder kan blomstre som
ukrudt i haven. Springet er ikke stort fra at korrigere eksisterende viser
og til ganske enkelt at udfylde Iakuner i fx. den hullede norske vise-
række: ganske vist findes visen ikke i dag, men den má selvf0lgelig have
været til og nok i en fra dansk afvigende form, hvormed man vil forklare
den isl. vises afvigelser; underligt at ville forklare to kendte fænomener
ved at gá vejen over noget totalt ubekendt, men det er helt i stil med
folkeviseforskningens arbejdsmetoder i 150 ár. Dette lille ekstralanciers-
skridt kommer VÓ. da ogsá til at tage i et par tilfælde: ÍF 28 = DgF.
298 Svend af Vollerslev (da. 1570, tryk 1657), ÍF 30 = DgF. 194 Hr.
Ebbes dptre (da. fra 1560, tryk 1657 og 1695), men disse gamle danske
viser findes ikke pá norsk; ikke desto mindre foreslár præses atter en
norsk l0sning, hvilket altsá ogsá gjaldt de tidligere nævnte viser om
Kong Valdemar og Tove og den om Terkel Trondsspn; og skal vi være
ganske strenge, b0r man til denne gruppe ogsá medregne de to omtalte
norske viser, som beklageligvis senere pá ny er kommet under skamme-
lig dansk pávirkning, sá at man ikke længere kan se lighederne med de
isl. viser, som de altsá ligner trods en ikke mere eksisterende lighed.
Folkeviseforskningens traditionelle mangel pá videnskabelig disciplin
har sáledes 6 gange forledt VÓ. til det rene gætværk. Til hans undskyld-
ning skal jeg villigt indrpmme, at det er meget vanskeligt at undgá at
lande dér, nár hele forskningen i snart 200 ár har været vant til, at man
ikke beh0ver at respektere de simpleste krav, som andre historiske dis-
cipliner forlanger overholdt. Af egen erfaring ved jeg, at man glider ned
ad dette folkloristiske skráplan lige sá hurtigt som ned fra Heklas top.
Pá den gamle folkeviseforsknings grundlag har præses bevæget sig i