Gripla - 01.01.1984, Blaðsíða 186

182
GRIPLA
ring om det islandske visekompleks; disse viser er indvandret til Norden,
fx. fra England, men englænderne har dem fra Frankrig eller Bretagne,
og dértil er de atter kommet andenstedsfra, hvorfra de egentlig kommer
fortaber sig i det uvisse, ligesom kapitalen i k0bmand Bogesens tale i
‘Salka Valka’. Men det er denne komparative kritik der er hovedsagen,
viserne som litterære tekster, som udtryk for aktuelle, personlige op-
levelser, en livsopfattelse, berpres ikke. Derfor kan VÓ. da ogsá fá det
indfald at der máske har eksisteret en ældre version af Germand Gladen-
svend uden den elskede jomfru Splverlad. Sikken mandschauvinisme!
Gud Herren indsá hurtigt, at Adam mátte have sin Eva, men præses
bortamputerer hende uden t0ven. Hvad bliver der sá tilbage af digtet,
som jo handler om to unge menneskers kærlighed? Folklore og filologi.
Den stakkels kunst kan gá grædende bort som marsk Stigs d0tre.
Viserne vandrer hele tiden i denne bog, herfra og dertil, men noget
bud pá deres egentlige oprindelse gives ikke.
Et sted i afhandlingen (p. 34) nævner præses mig som en af dem, der
har et revisionistisk syn pá nogle af de behandlede problemer. Det er
máske at tage munden fuld og tillægge mig alt for megen ære, thi min
afhandling om folkevisehándskrifterne (DgF. XII) skulle jo gerne passe
ind i det ærværdige værk fra 1847ff., sáledes at meningerne ligger godt
skjult og kun læses mellem linierne. Men jeg skal da gerne give et bud,
som vil have interesse ogsá for de isl. viser. De nævnte underspgelser
over danske visehándskrifter 1550-1750 og da spec. 1550-1600 afsl0rer
tydeligt, at vi under Chr. III og Fr. II pá begge sider af 0resund og da
ganske særligt ved hoffet i K0benhavn havde et milj0 af viseforbrugere
i stor málestok. I ældre litteraturhistorier stár der normalt, at det var
tábelige adelsdamer, der ikke kunne de simpleste regler i ortografi og
heller ikke havde meget oml0b i hovedet, som nedskrev disse viser, og
det skulle være forklaringen pá, at de er sá ringe, at man g0r bedre i at
regne med Maren i Kæret 1852, der ganske vist heller ikke var sá stiv i
det her med papir og blæk og konstant led af hukommelsestab. Dette er
imidlertid ganske enkelt udsprunget af nogle 19. árh.s fordomme, blandt
andet borgerlige fordomme mod den danske adel og samme árhundre-
des skánsomme overbærenhed med skrivende damer, der jo i grunden
var latterlige. Lad det nu være, hvad det være vil, for mine unders0gel-
ser af hándskrifterne viste noget ganske andet: disse hándskrifter er
blevet til ved hoffet, skriverne var ikke damer, men landets topadmini-