Gripla - 01.01.1984, Page 187

FORNKVÆÐASPJALL
183
stration, oversat til nutidssprog var det kontorchefer, departementsche-
fer, landsdommere, ministre og vicekonger, der sad og skrev folkeviser.
At forestille sig, at disse h0je embedsmænd skulle være folklorister a la
Evald Tang Kristensen er sá absurd som noget. At disse mænd fra et
socialt herskende lag skulle gá ud til gamle kællinger og gubber eller til
soldater i vagtstuen pá Kpbenhavns slot for at sidde og nedskrive 3. eller
4. stands tábelige visdom, det er ikke det 16. árhundrede. Det, de ned-
skrev ved hoffet og i kancellierne under de to konger er tværtimod en
udpræget overklassedigtning, der udtrykker et aristokratisk livsideal, og
det er en modedigtning — dette ses af visebdgernes og visernes tal —
digtning og ikke folklore. (Det blev den f0rst efter udgivelsen af Syvs
visebog, altsá i det 18. og 19. árhundrede.) Mit konkrete bud er derfor
stik imod tidligere antagelse, at den fantastiske viseopblomstring ved
hoffet 1550-90 er selve kulminationen pá denne genres historie; den har
muligvis haft et kort ubemærket tillpb i det 15. árhundrede, som vi dog
ikke ved nogetsomhelst om, men kulminationen báde produktivt og re-
ceptivt finder sted 1550-90 i K0benhavn, pá de sjællandske og skánske
herregárde, og da ikke mindst pá 0en Hven midt i 0resund, thi dér sad
Tycho Brahe, hvis tidligere lærer ASV. imidlertid var blevet hofpræst,
men de to mænd kom meget sammen. Som et monument over denne
periodes digtning har vi som slutsten Vedels visebog fra 1591, udsprun-
get af dette samme milj0, og det var Tycho Brahe og dronning Sophie,
der fik drevet ham til udgivelsen, den f0rste samling trykte folkeviser i
hele Europa. Med Chr. IVs reelle tronbestigning som voksen i 1596
ændres dette totalt, den unge konge svor til datidens modernisme, ja
avantgardisme, det kongelige kapels musikere og sangere blev straks
stillet om til den nye europæiske renaissancekunst, og viserne drog ud pá
landadelens herregárde i provinserne, ikke længere hoffæhige.
Folkevisen i Danmark er næppe meget ældre end den begyndende
nedskrivning 1550-60, digterne og sangerne har muligvis været de pro-
fessionelle kunstnere ved hoffet, mens nedskriverne er deres publikum.
Viserne kan være nedskrevet efter hukommelse, men lige sá sikkert er
det, at disse skrivere, der jo sás hver dag pá slottet, ogsá har skrevet af
efter hinanden, det fremgár af skrivefejl og overspringelser. Som skik og
brug var ved hofferne dengang, er der næppe nogen af dem, som har
været rigtig ædru efter kl. 11 om formiddagen, hvilket ganske særligt
synes at gælde kgl. k0gemester Albert Muus, Hjertebogens skriver. Men