Gripla - 01.01.1984, Side 188

184
GRIPLA
han har sikkert haft det rart med sin brandert og de gode viser; hans
usikre og sl0rede blik skabte mange skrivefejl, og disse kæfertfejl gár
igen hos hans afskrivere.
Og her kunne man sá passende skyde ind, at de isl. visers opkomst
kunne forklares meget enklere ud fra dette end ved de sære norske kon-
struktioner. Eller er det ikke en enklere lpsning at sige, at de islandske
viser nedstammer fra Anders Sprensen Vedels visebog 1591? Der er
ikke noget, der tyder pá, at de er ældre, det stemmer med materialet, at
Vedels gamle viser, forn kvœði, er igangsætteren. Gár vi lidt mere ind
pá denne tankebane, kan man nævne, at Jón Helgason i sin viseudgave
(bd. I, p. xli) páviser, at forlægget for Gissur Sveinssons hándskrift fra
1665 har indeholdt 12 oversættelser af Vedel, og Jón Helgason frem-
sætter den nærliggende teori (I, p. xxxvii), at det er Vedels bog, som
i det mindste har sat gang i opskrivningen af islandske folkeviser. I sin
udgaves bind II og III bringer han den resterende del af Vedel i de is-
landske oversættelser fra tiden, efter hándskrift V2 (jfr. hans indledning
i II, p. ix, xi og xiii), og han kan med temmelig stor sandsynlighed
slá fast, at det er Vedel-optrykket 1655, der má have været forlægget for
disse oversættelser. Vedels bog var notorisk udbredt i hele dobbelt-
monarkiet, og det er nærliggende at antage, at hans viser ikke blot har
været igangsætteren til et indsamlingsarbejde, men at de har været in-
spirationen til efterligning i kredse langt væk fra hovedstadens hofmiljp;
Vedel kan formodes at have været den, der bragte denne genre til Norge
og til Island. Da der imidlertid ikke findes noget norsk materiale, lader
vi Norge ude af betragtning, sá at det bliver Island, der kommer i s0ge-
lyset. Denne forklaring er naturligvis en teori, men den har den fordel,
at den stemmer kronologisk: de danske viser 1550-1600, Vedel 1591,
de isl. viser o. 1650-65; det vil endda stemme med det fær0iske mate-
riale, der ganske vist f0rst er fra det 19. árh., men Lucas Jacobsen Debes
noterer i sin Fær0-beskrivelse, at færingerne sang gamle viser, for en
stor del fra ASV., og at de dansede en primitiv dans til disse viser. Det
er 1673, og man bemærker den udtrykkelige kombination af folkeviser
og ASV. pá den tid, der er sá at sige de isl. visers samtidige. Det er der-
for h0jst beklageligt, at de islandske Vedel-oversættelser er udeladt hos
VÓ.
Her, I sikkerhed fjernt fra danske og norske folklorister er jeg nu gáet
til bekendelse og har sagt, hvad jeg mener om denne sag. For mig er det
væsentligste heri det metodiske, erkendelsen af at vi ikke kan forlange,