Gripla - 01.01.1984, Side 189

FOR NKVÆÐAS P JALL
185
at folkeviseforskning skal være undtaget fra de regler, der gælder i andre
historiske videnskaber. Hertil kommer, at jeg vil betone i langt h0jere
grad, at folkeviserne ikke er folklore i det 16. og 17. árhundrede, men er
litteratur, der som al litteratur beskriver fx. opfattelsen af erotik, politik,
religion, psykologi osv. Det er en symbolistisk digtning skabt i en bryd-
ningstid mellem middelalder og renaissance, men den blev sláet ihjel
definitivt ved barokdigtningens indmarch i landet o. 1625. Jeg har
andensteds gjort opmærksom pá, at barokkens gennembrud pá den
tid er et langt markantere gennembrud end Oehlenschlágers (1802) og
Brandes (1871), fordi den europæiske barokdigtning udrangerer hele
den gamle nationale litteratur og dens traditioner fx. mht. rytme, rim,
billedsprog, emner. I næsten 200 ár dominerede den klassicistiske euro-
pæiske kunstdigtning i landet, og fprst med romantikken o. 1800 duk-
kede folkedigtningen atter frem, ganske særligt folkeviserne, og helt
specielt Vedels folkevisebog.
Som jeg indledte, skal jeg slutte med at understrege, at dette afvigende
syn pá folkeviserne g0r mig lidet brugbar til bed0mmelse af folkeviser
og máske uegnet som opponent. Vi er ikke mange, der har vovet at tale
folkloristerne midt imod, men fra et litterært synspunkt skete det med
prof. Paul Rubows lille, men banebrydende afhandling om folkeviserne
i ‘Smaa kritiske Breve’ (1936); fra et sprogligt hold kan jeg henvise til
Kaj Boms afhandling i Danske Studier (1973), og endelig har ogsá Knud
Togeby og Helge Toldberg været inde pá lignende tanker. Men skal
forskningen ud af det dpdvande, som den er i, som f0lge af manglen pá
ganske elementær respekt for videnskabelig metode, sá tror jeg ikke, at
man meget længere pá nogen máde kan undgá at slá ind pá en anden
vej og sandsynligvis den, de her nævnte forskere (og jeg selv) har
antydet.
Jeg har ved denne gennemgang, sádan som det er skik og brug især
opholdt mig ved de sider, jeg har fundet kritisable, dvs. en for stærk
afhængighed af forskningsmetoder og synspunkter, som der ikke er
fremtid i, videnskabelig set. Opgaven har været snæver, og man kan
beklage, men vel ikke kritisere, at den har været sá snæver komparativ-
filologisk og derfor slet ikke har taget hensyn til det litterære aspekt.
Men lad mig da slutte med at sige, at vel er det ikke blevet bogen om
de isl. folkeviser, sá har vi dog med denne disputats fáet et meget godt
hjælpemiddel i hænde, thi VÓs. lærdom, belæsthed og viden, er meget
stor, sá at hans efterfplgere pá dette felt — og jeg vil hábe, at de vil