Fróðskaparrit - 01.01.2009, Blaðsíða 131

ELSTU RØKTARPLANTUR í FØROYUM
129
gagnnýtt tá á døgum. Vit kannaðu økið uttan um
fyrndarbýlingin, uttan um kirkjugarðin, og har ið
grevstur hevði verið. Hesar plantur vórðu skiftar í tveir
bólkar, - tær, um eru upprunaplantur og tær, sum eru
innsløðingar. í hesi grein verða planturnar umrøddar
og sagt verður frá útbreiðslu teirra í teimum 35
bygdunum.
Indledning
I Norden har det i snart 200 ár været kendt
blandt botanikere, at der findes en særlig
flora ved middelalderlige bebyggelser. Ved
klostre, borgruiner, kirker, i gamle landsbyer
osv. findes ofte gamle kulturplanter, som
tidligere har været brugt som lægeplanter,
krydderurter, køkken- farve- duft- og gift-
planter mv. Mange af arterne er indførte til
Norden i middelalderen eller tidligere, og
andre er hjemmehørende arter, som tidligere
har været indsamlet og dyrket.
I Danmark har undersøgelser ved kirker,
klostre mv. været udført af fx Lind (1918),
Lange (1972), og i de sidste par ártier har
Bernt Løjtnant besøgt 2200 middelalder-
lokaliteter og registreret floraen her. Materi-
alet er under udgivelse, se fx Løjtnant (2007)
og (2007a). I Norge har fx Fægri (1987) og
Ásen (2002) behandlet klostervæsenets
bidrag til Norges flora.
Arkæologiske udgravninger kan give di-
rekte viden om, hvad der voksede ved
vikingegárden eller ved middelalderbebyg-
gelsen. Makroskopiske fossiler af planter kan
ofte bestemmes til art. I Sverige har Hakon
Hjelmqvist været pioner især med hensyn til
at udrede kornarternes indførselshistorie, og
der er i de sidste 20 ár akkumuleret bety-
delige mængder af data om gamle kultur-
planter (Viklund, 2000).
Pá Færøerne peger pollenanalyser pá, at
rnennesker indførte planter fra 600-700 e.Kr.
(Jóhansen, 1985), og arkæologiske udgrav-
ninger viser nye arter fra sidst i 800-tallet
(Lawson et al., 2005) og fremefter. Begge
metoder páviser ændringer i floraen som
følge af menneskers bosætninger.
Pollenanalyser er den vigtigste kilde til
steders tidligere flora og arters indvandrings-
historie. Ved at kombinere viden fra
pollenanalyser og makroskopiske fossiler
med arternes nuværende forekomst pá
gamle voksepladser og skriftlige middel-
alderkilder, kan kulturplanternes indførsels-
historie stykkes sammen som fx i Lange
(1999). De 4 vigtigste danske middel-
alderkilder er Harpestreng (o. 1200),
Pedersen (1533), Smid (1546) og Paulli
(1648), men der er andre. I de gamle kilder
kan man se, hvad planterne blev brugt til, og
Brøndegaard (1987) sammenfatter viden om
planternes brug gennem árhundrederne fra
báde danske og færøske kilder.
Nogle af de tidligst indførte arter har
formáet at sprede sig udenfor urtegárde og
indmarker, hvor de oprindeligt blev dyrket,
og de findes endnu i landskabet. De gamle
kulturplanter, der stár som levn efter
gammel tids dyrkning, betegnes ofte som
"levende fortidsminder".
I denne artikel vil vi forsøge at indkredse
de arter, som blev brugt pá Færøerne i
vikingetid og middelalder, og som stadig
findes pá beboede steder. Planterne repræ-
senterer Færøernes ældste kulturplanter, og
de fortæller historie om de tidligste beboeres
levevis. Vi opstiller en liste pá 15 gamle kul-
turplanter, som sandsynligvis er indført til
Færøerne i middelalderen eller tidligere, og
som stadig kan findes i bygder og byer. Desu-
den opstiller vi en liste over nogleaf de hjem-
mehørende arter, som har været brugt pá