Fróðskaparrit - 01.01.2009, Qupperneq 136

134
FÆRØERNES ÆLDSTE KULTURPLANTER
mindelig syre (Rumex acetosa) samt stor-
bladede mælkebøtter ("Taraxacum sp.”)-
Rosenrod (Rhodiola rosea) er ogsá ganske
hyppig.
Pá grusede steder i byer og bygder findes
en række lavtvoksende arter som lancet- og
glat vejbred (Plantago lanceolata og P.
major), skive-kamille (Chamomilla suave-
olens) samt ogsá andre, der ikke har kul-
turhistorisk betydning. Pá fugtige og ofte
skránende omráder ses ofte almindelig mjø-
durt (Filipendula ulmaria) og skov-storke-
næb (Geranium sih/aticum).
Bygdernes flora er ogsá stærkt præget af
en række arter, som er indført i nyere tid. En
del af disse er prydplanter, som til en vis grad
kan klare sig i det næringsrige miljø i bygder-
ne. Eksempler er rynket rose (Rosa rugosa),
kæmpe-mjødurt (Filipendula kamtschatica),
fuchsia (Fuchsia magellanica). Denne sidste
plante blev i 1975 indført fra det sydlige Ar-
gentina og vokser nu i haver (Højgaard et al„
1989). Det er et problem, hvis indførte arter
kan klare sig i naturen. Et eksempel pá dette
er abeblomst (Mimulus guttatus), en oprin-
delig amerikansk art, som i dag spreder sig
voldsomt pá fugtige steder og langs vandløb,
hvor den kan blive en trussel for den oprin-
delige flora. Den findes i dag udbredt pá en
stor del af øerne.
En række arter af kulturhistorisk inter-
esse forekommer med varierende hyppig-
hed, fra rejnfan i 2/3 af bygderne til kommen
(Carum carvi) i kun en enkelt bygd. Fore-
komsterne af gamle kulturplanter, som i det
øvrige Norden og i Europa har en lang histo-
rie som lægeplanter, køkkenurter, kryd-
derurter, farveplanter mv., er interessante. I
det følgende vil vi diskutere, hvilke arter i
tabel 1, der kan være "levende fortidsmin-
der". Pá baggrund af indvandringshistorie og
viden om deres brug i middelalder eller
tidligere, vil vi give et bud pá, hvilke arter, der
kan være Færøernes ældste kulturplanter.
Arter, der var pá Fcerøerne iforvejen
Mange kulturhistorisk vigtige plantearter var
allerede til stede i landskabet før Landnam,
fx. kvan og rosenrod. Høje urter som ange-
lik (Angelica silvestris) og almindelig mjødurt,
som er typiske for ugræssede enge, var rela-
tivt udbredte før Landnam (Lawson et al„
2005). Andre arter som fx almindelig syre
blev begunstiget af græsning og menneske-
lig aktivitet, og den blev hyppigere efter
Landnam. I dette afsnit vil vi diskutere, hvilke
færøske hjemmehørende arter, der tidligt
blev udnyttet til forskellige formál, og som
kan betragtes som vigtige gamle færøske kul-
turhistoriske arter (tabel 1).
Kvan er vores ældste kulturplante af nordisk
oprindelse, og den var i tidligere tider en vig-
tig mad- og medicinplante i hele Norden. Fra
de tidligste tider er kvan samlet ind fra natu-
ren og plantet i kvangárde. Vi ved, at kvan-
stilke var en vigtig handelsvare allerede i 900
e.Kr. Fra 1000-tallet var der eksport af kvan
fra Island, og vikingerne havde kvan med nár
de gjorde landgang (Bratberg, 2005).
Da kristendommen kom til, begyndte
munke at bruge kvan, og de tog den med
sydover til Mellemeuropa. Báde rod, blad-
stilke og stængler blev spist rá som
grøntsager, og den brugtes som medicin-
plante allerede tidligt i middelalderen. Den
er máske Nordens eneste bidrag til interna-
tional medicin oggrøntsagskultur (Bratberg
2005).
Kvan vokser i dag i fuglebjerge, i klipper