Fróðskaparrit - 01.01.2009, Qupperneq 138

136
FÆRØERNES ÆLDSTE KULTURPLANTER
delig (Fosaa, 2000). Den frndes i kløfter
(færøsk gjógv) og pá fuglefjelde udenfor
fárenes rækkevidde, og ofte er den ogsá ind-
plantet i haver. En forekomst af rosenrod in-
dikerer sáledes ikke i sig selv middelalderlig
havekultur, men findes den i byer og bygder,
er det som med kvan, at sá kan det meget vel
have atgøre med gammel havekultur. I vores
undersøgelse fandt vi den vildtvoksende i ca.
halvdelen af bygderne.
Almindelig mjødurt omtales i Harpestreng-
afskrifter o. 1300 som en lægeplante med
bl.a. sárhelende og lindrende virkning. Pá
Færøerne har udtræk af mjødurt været brugt
mod hovedpine. Den har ogsá tidligt i mid-
delalderen været brugt som smagskorrigens
til mjød (Brøndegaard, 1987).
Den findes i dag hist og her i sprækker,
ved vandløb og i vád og næringsrig jord. I
bygderne stár den ofte langs vandløb. I et
pollendiagram fra Hovi daterer Jóhansen
(1985) Landnam-horizonten til 850-900,
hvorefter Filipendula gár drastisk tilbage,
hvilket kunne tyde pá, at den ikke táler græs-
ning. Vi fandt den i lidt over 1/3 af de un-
dersøgte bygder og betragter den som en
middelalderlig læge- og teknisk plante.
Almindelig syre var før Landnam kun spar-
somt til stede viser pollendiagrammer. Efter
Landnam øger den pá kort tid sin tilstede-
værelse og udgør kort efter 10-15% af det to-
tale pollenantal (Jóhansen 1985). Den be-
gunstiges af mennesker, og fárene undgár
den pá grund af dens sure smag.
Almindelig syre var nok blandt de første
salat- og krydderurter, der blev samlet og
efterhánden ogsá dyrket i stor udstrækning
af mennesker (Brøndegaard, 1987). Arten er
i øvrigt kendt for at være et godt middel
mod skørbug (Debes, 1673). I nyere tid blev
almindelig syre brugt som et lækkeri
(góðgæti, Dalsgarð et ai, 2006) Vi anser Alm.
Syre for at være en god, gammel indigen
mad- og medicinplante, som er tilstede i
næsten alle bygder pá de middelalderlige
voksepladser.
Lancet-vejbred kan ligefrem betragtes som
"ledefossil" for Landnam, báde for eu-
ropæeres ankomst til Nordamerika og Grøn-
land, som for Landnams-perioden i Dan-
marks stenalder (Christiansen et ai, 1970).
Pá Færøerne fandt Jóhansen (1985) pollen
fra lancet-vejbred i Tjørnuvík efter Landnam,
mens han mener, at fá pollenkorn før land-
namshorisonten stammer fra fjerntransport.
Lawson et al. (2005) fandt en øget forekomst
af lancet-vejbred pollen pá Sandoy efter at
der kunne pávises menneskelig aktivitet (9.-
10. árhundrede e.Kr.).
Lancet-vejbred har frø, der er klæbrige,
nár de vædes. Dels slæbes de med og dels be-
gunstiges de af menneskers aktivitet og de
findes desuden i alt græsland. Vi má antage,
at lancet-vejbred er indslæbt og ikke indført.
Lancet-vejbred har kulturhistorisk be-
tydning som spádomsurt báde pá Færøerne,
i Norge og pá Shetlandsøerne. Svanberg
(2005) argumenterer for den fælles kul-
turhistorie og etymologi, som máske rækker
tilbage til vikingetiden. Alligevel finder vi det
mest rimeligt at betragte lancet-vejbred som
et ukrudt og ikke som en indført eller dyrket
kulturplante.
Skov-storkenæb blev pá Færøerne almin-
delig brugt til sortfarvning af tøj, jf. navnet
"sortugras" (Brøndegaard, 1987). Den findes