Fróðskaparrit - 01.01.2009, Qupperneq 142

140
FÆRØERNES ÆLDSTE KULTURPLANTER
bygderne, og en gammel lægeplante er det.
Derfor medtager vi den som en plante, der
indicerer vikingebebyggelse og gamle læge-
midler. Vi er meget vel klar over, at der ikke er
klare skillelinier mellem at medtage muse-
vikke og at kassere hvid-kløver som indika-
tion pá meget gammel havekultur.
Camle kulturplanter indført til Fcerøerne
Blandt de til Færøerne indførte planter er et
mindre antal arter stensikre gamle kultur-
planter. Det drejer sig om rejnfan, grøn
mynte (Mentha spicata), kommen, sød-
skærm (Myrrhis odorata) og stor nælde. Der-
til kommer andre arter, som er knapt sá
oplagte, men som vi vil argumentere for, bør
anses for indikatorer for middelalderlig have-
kultur pá Færøerne.
Problemet med de gamle ikke-hjemme-
hørende kulturplanter er, at vi ikke kender
tidspunktet for deres indførsel til Færøerne.
Arter kan være indført med forsæt, men de
kan ogsá være tilfældigt indslæbte. For hver
af arterne vil vi se pá ársagen til, at de kan be-
tragtes som gamle kulturplanter og pá deres
udbredelse pá Færøerne. Vi gár ikke i dybden
med, hvad arterne har været anvendt til, da
dette kunne blive meget omfattende. Først
om de klassiske kulturplanter, og siden om
de, der er mere tvivlsomme som indikator
for middelalderlig havekultur.
I det schweiziske benediktinerkloster
Sankt Gallen dyrkede munkene omkring 820
e. Kr. bl.a. Rejnfan, Mynte og Kommen. Bru-
gen af de tre arter er sáledes meget gammel.
Rejnfan blev brugt mod en lang række
sygdomme som mavesmerter, gigt, podagra,
malaria mv. (Brøndegaard, 1987). Planten er
svagt giftig og er virksom mod indvoldsorm.
Fx skriver Smid (1546): "Blandet med
honning og vin driver den orm og stiller
mavepine", og den anvendes stadigt som
veterinært ormemiddel. Brøndegaard (1987)
citerer Landt (1800) for, at et udtræk af
blomsterne pá Færøerne har været brugt
mod indvoldsorm. Den har ogsá været brugt
som duft- og farveplante.
Rejnfan er ifølge Mossberg og Stenberg
(2005) almindelig i hele Norden. Den er
indført til Færøerne, hvor den klassificeres
som "sjælden" (Fosaa, 2000). Imidlertid
fmdes den ved 2/3 af de undersøgte byer og
bygder (figur 3). Ársagen til, at den kaldes
"sjælden" er, at hyppigheden i Fosaa (2000)
bygger pá Hansen (1966), og at denne
undersøgelse kun undtagelsesvis omfattede
bebyggede omráder. Rejnfan er blandt de
gamle færøske kulturplanter, der bedst
karakteriserer middelaldermiljøet i byer og
bygder.
Grøn mynte er indført til Norden tidligt i
middelalderen, og máske endda tidligere.
Den nævnes i ca. 1300 hos Harpestreng og i
begyndelsen af 1400-tallet i Den Arnamag-
næanske Samling af hándskrifter samt i en
række andre hándskrevne og trykte læge- og
krydderurtebøger (Lange, 1999). Den har
været brugt mod et utal af sygdomme, den
fremmer fordøjelsen, styrker maven og har
været anvendt til te og som krydderi tidligt i
middelalderen (Brøndegaard, 1987). Før
dette brugte araberne den som teplante
(Løjtnant pers. comm.).
Grøn mynte er ifølge Jóhansen (2000)
kun fundet i Sørvagur, hvor vi ikke fandt den.
Til gengæld fandt vi den i Syðrugøta, Hov og
Porkeri.