Milli mála - 01.06.2014, Blaðsíða 69

NÆRVÆR OG FILOSOFISK ÆSTETIK I PASCAL MERCIERS ROMAN PERLMANNS SCHWEIGEN

Milli mála 6/2014

73
Romanens hovedperson Philipp Perlmann er en internationalt
anerkendt sprogforsker, der skal lede en lingvist-konference spon-
soreret af Olivetti på et feriehotel ved Tigullio-bugten i Norditalien,
nærmere bestemt den idylliske kystby Santa Margherita Ligure, 35
km sydøst for Genova. Hvad der kunne have været et ønskescena-
rio for en forsker, er i Perlmanns tilfælde det modsatte. Efter den
indledende konstatering af tingenes manglende nærvær, uddybes
det, at det på just dette tidspunkt var værre end ellers. Årsagen er, at
Perlmann er gået i stå som forsker og derfor ikke kan præsentere et
nyt foredrag for kredsen af kolleger. Eller som det hedder i roman-
teksten: ”Han havde intet at sige.”29 Hans nærvær hæmmes af den
skam, han føler, når han tænker på det nært forestående øjeblik,
hvor hans forskningsmæssige ufrugtbarhed vil blive afsløret for
hans kolleger. Hermed føres vi som læsere ind i en udforskning af
dialektikken mellem nærvær og nærværsløshed, som ikke udtøm-
mes af det beskrevne psykologiske dilemma, men hvis kompleksitet
udforskes gennem romanens mere end 500 sider.

Nærværspsykologi
Nærværet er naturligvis et psykologisk fænomen, og som sådant
hænger det både sammen med introspektion og med det sociale
felt. Introspektionen består i Perlmanns seismografiske registrerin-
ger af, hvornår han oplever nærvær, og hvornår han ikke gør det.
Det socialpsykologiske aspekt spiller en stor rolle, idet Perlmanns
oplevelse af nærvær i høj grad knyttes sammen med hans opfattelse
af sig selv i forhold til de andres forventninger, de sociale roller og
normer, etc. Disse spørgsmål leder igen videre til spørgsmålet om
indre versus ydre identitet, autenticitet samt psykens inhærente sa-
boteringsmekanismer. Der er med andre ord tale om et felt, der
strækker sig ind i nogle fundamentale eksistentielle problemstillin-
ger.30 Den grundlæggende sociale konflikt bliver præsenteret i ro-

29 Det uddybes senere i teksten, hvad denne tomhedsfølelse skyldes: ”Det var selve troen på
vigtigheden af det videnskabelige arbejde han havde mistet – denne tro der tidligere havde
sat ham i gang og som havde gjort det muligt at opretholde den daglige disciplin og fået de
dermed forbundne afsavn til at give mening.” Mercier, Perlmanns fortielser, p. 15.
30 Idet de sociale roller i Perlmanns fortielser udgør en stor trussel og fortabelsesmulighed for in-
dividet, leder det naturligvis tanken hen på Kierkegaards eksistensanalyser, hvor individet på