Milli mála - 01.06.2014, Síða 70

GÍSLI MAGNÚSSON

Milli mála 6/2014

74
manens begyndelse: Perlmann skal lede en konference, men fordi
han er gået i stå som forsker, har han ikke skrevet noget foredrag
endnu. Hans indre jeg er ikke længere i overensstemmelse med den
ydre sociale rolle. Gennem oversættelsen af en russisk kollegas ma-
nuskript opstår fristelsen til at begå plagiat. Dette er selvfortabel-
sens første trin. Da den russiske forsker – mod forventning – alli-
gevel melder sin ankomst til konferencen, står Perlmann over for at
blive afsløret som plagiator; den sociale skam, som denne afsløring
ville medføre, leder Perlmann videre til selvfortabelsens næste trin:
planlægningen af mordet på den russiske sprogforsker Leskov og
senere – da han ser sig ude af stand til at begå mord og leve videre
selv – planlægningen af en iscenesat bilulykke, hvor det er menin-
gen, begge skal omkomme. I løbet af denne selvfortabelsesproces
analyserer Perlmann det parallelle tab af nærvær.
Den psykosociale konflikt udtømmes imidlertid ikke af denne
konkrete situation. Gradvist erfarer læseren, at Perlmanns vanske-
ligheder med at forene sin indre bestemmelse med en ydre social
rolle stikker endnu dybere: Perlmann påbegyndte som ung mand en
uddannelse som koncertpianist på konservatoriet, men afbrød den,
da han blev overbevist om, at hans talent ikke rakte til denne karrie-
re.31 Perlmann forsøgte med at andre ord at anvende musikken og
senere sproget som et middel til nærvær og forsoning af indre og

lignende vis – i kraft af sin autentiske inderlighed – er hævet over massen. I Kierkegaards
stadielære er spidsborgeren, der er fuldkommen identificeret med sin sociale rolle og det,
’man’ gør, det laveste eksistentielle trin. (Herefter følger æstetikeren, der lever for at nyde og
nægter at tage ansvar; etikeren, der ansvarligt tager et bevidst eksistentielt valg; og til sidst det
religiøse menneske, ”troens ridder” (Frygt og Bæven), som – på grundlag af en forudgående
uendelig resignation – har ”70.000 Favne Vand” under sig og tror i kraft af paradokset. Se
Søren Kierkegaard, ”Stadier paa Livets Vei”, i: S.K., Samlede værker, bd. 8, p. 239.) I Perlmanns
fortielser udfoldes de mest udførlige tanker om sociale roller på side 346–48.
31 Det kierkegaardske motiv om forholdet mellem indre og ydre identitet (’inderlighed’ og ’det
almene’) er en rød tråd i Pascal Merciers forfatterskab. I Perlmanns tilfælde er det mellem
rollen som videnskabsmand og en kunstnerisk inderlighed. I Klaverstemmeren er denne identi-
tetskonflikt spændt ud mellem en social rolle som klaverstemmer og en indre trang til at gøre
sig gældende som operakomponist (den eksistentielle smerte består i dette tilfælde i, at ’kla-
verstemmeren’ er fremragende til sit erhverv, men en dilettant som operakomponist). I Nat-
tog til Lissabon bryder hovedpersonen Raimond Gregorius ud af en fastlåst tilværelse som
gymnasielærer for at følge sporet af den geniale portugiser Amadeu de Prados filosofiske og
eksistentielle optegnelser. Også her udgør bruddet med ’spidsborgerens’ sociale rolle grund-
betingelsen for en udforskning af sjælelivet.