Milli mála - 01.06.2014, Blaðsíða 71

NÆRVÆR OG FILOSOFISK ÆSTETIK I PASCAL MERCIERS ROMAN PERLMANNS SCHWEIGEN

Milli mála 6/2014

75
ydre identitet,32 og det instrumentelle udgangspunkt skabte i begge
tilfælde en sjælelig apori, et uløseligt indre dilemma, som mundede
ud i en misforståelse:

Da han forlod konservatoriet, havde han jo lige netop taget afsked med
håbet om gennem sit klaverspil at overliste nærværet og tiltvinge sig det.
[…] Og nu kastede han sig over sprogstudiet som det medium der skulle
træde i musikkens sted og indfri det uopfyldte håb. Så stærkt var dette håb
blevet, skiftet så hæsblæsende, at han havde overset en afgørende kends-
gerning: Sprog skabte først nærvær, når man lod sig overvælde af det, når
man badede i det og legede med det, men ikke når man dissekerede det og
så på det med et blik der søgte efter lovmæssigheder, efter forklaringer,
systematiseringer og teorier.33
Af Perlmanns selvanalyse fremgår det, at hans instrumentelle hold-
ning til erobringen af nærværet er den psykiske faktor, der forhin-
drer nærværet. Dertil kommer hans asociale grundtendens og isola-
tion, hans såkaldte ’fanatisme’, hans forkrampethed i relationer,
hans angst, hans projektioner, hans vrede og aggression, hans trang
til selvhævdelse, manglende åbenhed og kommunikation, hans op-
tagethed af fremtiden. Ved at beskrive, hvordan verden og vores re-
lationer ser ud, når vi ikke er nærværende, stilles vigtigheden af
nærværet som oplevelseskategori i relief. Følelseskvaliteten ’angst’
påvirker således vores perception af andre. I sin tankestrøm anven-
der Perlmann en metafor: ”Angst var en følelse, der reducerede an-
dre til en billedskærm.”34 Her synes det at være sindets tendens til
at bevæge sig i vante spor, der spærrer for den umiddelbare nærvæ-
rende perception. Til sindets inhærente saboteringsmekanismer hø-

32 Vedrørende forholdet mellem identitet og sprog, det at blive en anden i kraft af sproget, se
Mercier, Perlmanns fortielser, p. 30.
33 Ibid., p. 113. ”Gerade eben hatte er mit dem Verlassen des Konservatoriums von der Hoff-
nung Abschied genommen, im Klavierspiel die Gegenwart überlisten und herbeizwingen zu
können. […] Und nun stürzte er sich in die Beschäftigung mit Sprache als dem Medium, das
an die Stelle der Musik treten und die unerfüllten Hoffnungen auf Gegenwart einlösen sollte.
So mächtig waren diese Hoffnungen gewesen und so atemlos der Wechsel, daß er die eine
simple Tatsache übersehen hatte: Sprache schuf Gegenwart dann, wenn man sich in sie
hineinfallen ließ, wenn man in ihr schwamm und mit ihr spielte, und nicht denn, wenn man
sie sezierte und sie mit den Augen desjenigen betrachtete, der nach Gesetzen suchte, nach
Erklärungen, Systematisierungen und Theorien.“ Mercier, Perlmanns Schweigen, p. 139.
34 Mercier, Perlmanns fortielser, p. 147.