Milli mála - 01.06.2014, Síða 72

GÍSLI MAGNÚSSON

Milli mála 6/2014

76
rer også tilbøjeligheden til at projicere nærværet og det væsentlige
ud i fremtiden. I Perlmanns egen analyse af sig selv hedder det:

Det var han god til, tænkte han, måske var det overhovedet det eneste han
var virkelig god til: med kolossal viljestyrke at anstrenge sig for at nå et
fjernt mål, at stræbe efter en fremtidig kunnen, som engang ville gøre ham
lykkelig. Denne forsagelse, denne udsættelse af lykke, beherskede han i tu-
sind varianter, og hans opfindsomhed var uudtømmelig når det gjaldt om
at udtænke stadig mere man var nødt til at lære for at være rustet til et
fremtidigt nærvær. Og på den måde havde han systematisk og med ufatte-
lig grundighed snydt sig selv for at være nærværende.35
Det bliver her tydeligt, at nærvær og lykke er indbyrdes forbundne
begreber, men også at sindet – når det vanemæssigt er uden nærvær
– uvægerligt gør øjeblikket til et middel til et fremtidigt mål og på
denne måde devaluerer det. Perlmann har ikke forbundet udøvelsen
af sit studium og senere sin profession med autentisk glæde i nuet,
men derimod projiceret opnåelsen af nærværet ud i et fremtidigt
punkt, som enten aldrig nås eller – når det nås –, kun bringer en
særdeles momentan tilfredsstillelse.
Selvom dialektikken mellem de to oplevelsesmodi nærvær versus
ikke-nærvær på et filosofisk og antropologisk plan er den røde tråd i
romanen, er det først til sidst, at Perlmann begynder at finde nogle
virksomme teknikker til erobring af mere nærvær. På et tidspunkt i
handlingen, hvor han har lagt både mordplaner og plagiat bag sig
og er vendt hjem til Bern, kommer han frem til følgende konklusi-
on: ”Det var skrøbeligt, dette nærvær, og krævede øvelse at om-
gås.”36 Perlmann går med andre ord fra hektisk at jagte nærværet og
projicere det ud i fremtiden, hvilket tvangsmæssigt fører til nærvæ-
rets negation, til at overveje teknikker til at erobre mere nærvær her
og nu. En af disse teknikker kalder han ’at øve sig i langsomhed’:

35 Ibid., p. 181. ”Darin, dachte er, war er gut, vielleicht war das überhaupt das einzige, worin er
wirklich gut war: mit einer unerhörten Festigkeit des Willens eine Anstrengung unternehmen
um eines fernen Ziels, eines zukünftigen Könnens willen, das ihn dereinst glücklich machen
würde. Dieses Verzichten, dieses Aufschieben von Glück beherrschte er in tausend Varian-
ten, und seine Erfindungsgabe war unerschöpflich, wenn es darum ging, sich immer weitere
Dinge auszudenken, die er lernen mußte, um für seine künftige Gegenwart gerüstet zu sein.
Und so hatte er sich systematisch, mit unübertrefflicher Gründlichkeit, um seine Gegenwart
betrogen.“ Mercier, Perlmanns Schweigen, p. 223.
36 Mercier, Perlmanns fortielser, p. 294.