Milli mála - 01.06.2014, Side 73

NÆRVÆR OG FILOSOFISK ÆSTETIK I PASCAL MERCIERS ROMAN PERLMANNS SCHWEIGEN

Milli mála 6/2014

77

Hen imod slutningen af ugen begyndt han at øve sig i langsomhed. Han
havde ikke forestillet sig at det ville være så svært. Gang på gang blev han
modarbejdet af hurtige bevægelser, abrupte skift i hensigt. Så tvang han
sig til at gentage det hele så langsomt at der indvendigt opstod en ro som i
slowmotion. Efter nogen tid fandt han på et ritual: Inden hvert længere
handlingsforløb gik han ind i dagligstuen og lyttede et halvt minut til
standurets tikken. Hele lørdagen kæmpede han en sej og udmattende
kamp mod sit ubegrundede hastværk og havde ofte fornemmelsen af at
han aldrig ville lære det. Men allerede om søndagen lykkedes det ham i
visse tilfælde helt af sig selv at sætte tempoet ned, og han mærkede at den
nervøse udmattelse af og til forvandlede sig til en naturlig, befriende træt-
hed. Hver gang blev han stående godt et minut foran det store ur.37
Perlmann har erkendt, at sindets tendens til forjaget hastværk er en
af hovedårsagerne til oplevelsen af nærværsløshed. Denne sindets
egendynamik kræver, at Perlmann – for at ændre konditioneringen
– indfører langsomhed gennem visse ritualiserede handlinger så
som at lytte ét minut til standurets tikken før længere handlingsfor-
løb. Den nervøse udmattelse er normaltilstanden og gennem erob-
ringen af mere nærvær oplever Perlmann en ny tilstand af ’naturlig
befriende træthed’. Perlmann applicerer samme øvelse på andre
områder. Hertil hører skriveprocessen:

I den kommende tid gjaldt det om kun at tænke lidt – og selv det lang-
somt. Frem for alt ville han ikke tænke i sætninger, artikulerede, formule-
rede sætninger som han hørte indvendigt. I lang, meget lang tid ville han
ikke mere lede efter ord, afveje ord, sammenligne ord. Hans tænkning
skulle begrænse sig til at han gjorde visse ting frem for andre, at han gik til
venstre i stedet for til højre, ind i den ene stue i stedet for en anden, at han
gik denne vej i stedet for en anden. Hans tanker skulle udmønte sig i at

37 Ibid., p. 491. ”Am Wochenende begann er mit einem Training in Langsamkeit. Er hätte nicht
gedacht, daß es so schwierig sein würde. Immer wieder unterliefen ihm hastige Bewegungen,
abrupte Wechsel der Absichten. Dann zwang er sich, das Ganze so langsam zu wiederholen,
daß innerlich die Ruhe einer Zeitlupe entstand. Nach einiger Zeit erfand er ein Ritual: Vor
jedem längeren Handlungsablauf ging er ins Wohnzimmer und lauschte eine halbe Minute
lang dem Ticken der großen Uhr. Den ganzen Samstag über führte er einen hartnäckigen,
anstrengenden Kampf gegen seine unbegründete Hast und hatte oft den Eindruck, er werde
es nie lernen. Doch bereits am Sonntag gelangen ihm einige Verlangsamungen ganz von
selbst, und er spürte, wie die nervöse Erschöpfung sich ab und zu in eine natürliche, erlö-
sende Müdigkeit verwandelte. Er blieb jetzt jedesmal eine gute Minute bei der großen Uhr.“
Mercier, Perlmanns Schweigen, p. 612.