Milli mála - 01.06.2014, Síða 74

GÍSLI MAGNÚSSON

Milli mála 6/2014

78
han gjorde tingene i en hensigtsmæssig rækkefølge, at der var orden på
hans bevægelser, en mening med hans adfærd. Derudover skulle tanker
også for ham selv forblive ubemærkede, uden bevidste spor og frem for
alt uden sprogligt ekko i hans indre. Også når han skrev den ene sætning
efter en anden, skulle der være stille i hans hoved. Pennen skulle finde vej
over papiret, trække sit spor uden at sætningen der kom i stand gennem
dette spor, havde noget indre nærvær.38
Perlmann kalder denne praksis i forhold til skrivning og tænkning
for ’træning i fantasiløshed’, og den fremstilles som et supplement
til langsomhedstræningen. Det er tydeligt, at der er tale om en slags
afvikling af det hyperaktive intellekt og den obsessive tankestrøm. I
denne sammenhæng er det også vigtigt at hæfte sig ved stilhedens
rolle. Der skal under skriveprocessen ’være stille i hans hoved’, hvil-
ket er en metafor, som ofte anvendes i spirituelle vejledninger i me-
ditation. Det sidste, læseren hører om Perlmanns egen indre træ-
ning, er, at den til sidst begynder at bære frugt:

Træningen i langsomhed begyndte at virke. For det meste var det ikke
længere nødvendigt at gå ind i dagligstuen til uret; han standsede bare op
og forestillede sig at høre det tikke. Han begyndte også at tænke på dets
tikken når han telefonerede, og efterhånden gik det op for ham at en lang-
som reaktion kunne være det korporlige udtryk for manglende tjenstvillig-
hed. Han var så lykkelig over denne opdagelse at han overdrev den og på
ny måtte kæmpe mod sin tilbøjelighed til fanatisme.39

38 Mercier, Perlmanns fortielser, p. 492. ”In der nächsten Zeit kam es darauf an, wenig zu denken,
und auch das langsam. Vor allem wollte er nicht in Sätzen denken, in artikulierten, ausfor-
mulierten Sätzen, die er innerlich hörte. Für lange, sehr lange Zeit wollte er nicht mehr nach
Wörtern suchen, Wörter abwägen, Wörter vergleichen. Sein Denken sollte sich darin
erschöpfen, daß er bestimmte Dinge tat statt anderer, daß er nach links ging statt nach
rechts, in dieses Zimmer statt in jenes, daß er diesen Weg nahm statt jenen. Seine Gedanken
sollten sich darin zeigen, daß er die Dinge in der zweckmäßigen Reihenfolge tat, daß es Ord-
nung gab in seinen Bewegungen, einen Sinn in seinem Verhalten. Darüber hinaus sollten die
Gedanken auch für ihn selbst unbemerkt bleiben, ohne bewußte Spuren und vor allen Din-
gen ohne sprachliches Echo im Inneren. Auch wenn er den einen Satz schrieb statt eines
anderen, sollte es im Kopf still bleiben. Der Stift sollte seinen Weg übers Blatt nehmen, seine
Spur ziehen, ohne daß der Satz, der durch diese Spur zustande kam, eine innere Gegenwart
besaß.“ Mercier, Perlmanns Schweigen, p. 613.
39 Mercier, Perlmanns fortielser, p. 508. ”Das Training in Langsamkeit fing an zu wirken. Meistens
war es nicht mehr nötig, eigens ins Wohnzimmer zur Uhr zu gehen; er hielt einfach inne und
hörte das vorgestellte Ticken. Er fing an, auch beim Telefonieren an das Ticken zu denken,
und allmählich begriff er, daß Langsamkeit im Reagieren der körperliche Ausdruck von Un-
beflissenheit sein konnte. Er war so glücklich über diese Entdeckung, daß er es übertrieb