Milli mála - 01.06.2014, Side 75

NÆRVÆR OG FILOSOFISK ÆSTETIK I PASCAL MERCIERS ROMAN PERLMANNS SCHWEIGEN

Milli mála 6/2014

79
Nøgleordene i Perlmanns åndelige træning er: langsomhed, fantasi-
løshed og indre stilhed. Især langsomhed og indre stilhed er tillige
vigtige begreber i spirituel litteratur. Dette slægtskab er Perlmann
bevidst om, hvilket får ham til at opsøge hylderne med spirituelle
bøger hos boghandlen:

På hjemvejen gik Perlmann inden om sin sædvanlige boghandel. Han ville
gerne have vidst mere om meditation, en teknik til at opnå indre ro. Han
stod længe foran hylden med den slags bøger. Men i hvert afsnit han læ-
ste, var der noget der frastødte ham, noget sekterisk, missionerende, en
patos han ikke brød sig om. Han købte intet.40
På trods af at Perlmann er klar over, at den spirituelle litteratur om-
handler de samme indre processer, som han selv på autodidakt vis
forsøger at nærme sig, kan han ikke forlige sig med den spirituelle
diskurs’ sprogbrug og stil. Det er en nok ikke uvæsentlig barriere, at
der er tale om en højt specialiseret lingvist og sprogfilosofisk reflek-
teret akademiker, som reagerer stærkt på de elementer i teksterne,
der binder den spirituelle fænomenologi til en religiøs eller ideolo-
gisk rammefortælling.
I betragtning af Perlmanns eksplicitte skepsis over for medita-
tionsbøger giver det bedre mening at henvise til en anden tradition
end selvhjælpslitteraturen, hvis vi ønsker at forstå hans langsom-
hedstræning. Her er den filosofiske æstetik en mere oplagt kon-
tekstualiseringsmulighed. Den amerikanske filosof Richard
Shustermans somaæstestik (eng. somaesthetics) tager ligesom Dorthe
Jørgensens tænkning afsæt i Baumgartens æstetik,41 men er mere

und nun wieder einmal gegen die Neigung zum Fanatismus kämpfen mußte.“ Mercier, Perl-
manns Schweigen, p. 633.
40 Mercier, Perlmanns fortielser, p. 494. ”Auf dem Heimweg ging Perlmann bei der vertrauten
Buchhandlung vorbei. Er hätte gerne mehr über Meditation gewußt, die Technik, zu innerer
Ruhe zu gelangen. Lange stand er vor dem Regal mit den entsprechenden Büchern. Aber in
jedem Abschnitt, den er las, gab es etwas, was ihn abstieß, etwas Sektiererisches, Missiona-
risches, ein Pathos, das er nicht mochte. Er kaufte nichts.“ Mercier, Perlmanns Schweigen, p.
616.
41 Dorthe Jørgensen kritiserer dog Shusterman for at have en for snæver forståelse af, hvad
Baumgarten mener med aisthesis, idet han reducerer aisthesis til det sanselige, hvorimod
Baumgarten mere omfattende taler om den sensitive erkendelse, der er en ”følende, for-
nemmende og anende kilde til indsigt”. Jørgensen, Den skønne tænkning, p. 390.