Milli mála - 01.06.2014, Síða 80

GÍSLI MAGNÚSSON

Milli mála 6/2014

84
skulle ”indfange Sydens lys”, mens han var beskæftiget med konfe-
rencen. Hun skulle med sin sans for lyset have ’erobret nærværet
for dem begge’, men da hun døde ti måneder senere, var det for
sent for Perlmann at aflyse konferencen.
Perlmann lokaliserer oprindelsen til associationen mellem Itali-
en og nærværets lys til en rejse sydpå fra hjembyen Bern, da han var
tretten. Han betegner det selv som ’ferielyset’, hvilket indikerer den
dualisme, der fra begyndelsen præger Perlmanns oplevelse af nær-
vær: Det opleves kun som en undtagelsestilstand fra nærværsløshe-
dens normalitet. Senere bliver Perlmann så fremmedgjort for nær-
været, at det fremstår som ’afskedens lys’, ”fordi det foregøglede
ham et nærvær som måske slet ikke fandtes”. Uden nærvær frem-
træder naturen uden friskhed og skønhed: ”Igen en solopgang uden
noget nærvær, den sædvanlige gennemsigtige blå farve lod sig ane
gemme den fine morgendis, men det hele virkede som på en film
man har set mange gange, og denne gang yderligere adskilt fra ham
af en mur af træthed og dunkende hovedpine.”56 Der er med andre
ord ikke tale om en konflikt af nyere dato, men derimod én med
dybe rødder i Perlmanns personlige historie. Ikke desto mindre har
Perlmann i glimt adgang til ’nærværets lys’:

Agnes havde haft ret: Himlens blå farve var her på en besynderlig måde
gennemsigtig, som om der bag solen var en mægtigere, usynlig belys-
ningskilde. Rummet der hvælvede sig over bugten fik på den måde en slø-
ret hemmelighedsfuld dybde, en dybde der indebar et løfte om noget.57
Beskrivelsen af nærværet som naturens lys, som hemmelighedsfuld
dybde, som et løfte og en længsel leder uvilkårligt tanken hen på
romantikken og det epifaniske lys i C. D. Friedrichs landskabsbille-

56 Mercier, Perlmanns fortielser, p. 54. ”Wieder einmal ein Sonnenaufgang ohne jede Gegenwart,
das gewohnte transparente Blau, das durch den feinen Morgennebel sickerte, aber alles wie
in einem zu oft gesehenen Film, und dieses Mals noch mehr als sonst getrennt von ihm
durch eine Wand von Müdigkeit und pochenden Kopfschmerzen.“ Mercier, Perlmanns
Schweigen, p. 65.
57 Mercier, Perlmanns fortielser, p. 12. ”Agnes hatte recht gehabt: Das Blau des Himmels war hier
auf seltsame Weise durchsichtig, als gäbe es im Hintergrund zusätzlich zur Sonne noch eine
weitere, unsichtbare Beleuchtungsquelle. Der Raum, der die Bucht überwölbte, bekam da-
durch eine verhüllte, geheimnisvolle Tiefe, eine Tiefe, die etwas versprach.” Mercier, Perl-
manns Schweigen, p.13.