Milli mála - 01.06.2014, Side 81

NÆRVÆR OG FILOSOFISK ÆSTETIK I PASCAL MERCIERS ROMAN PERLMANNS SCHWEIGEN

Milli mála 6/2014

85
der. Ved nyplatonisk-romantisk at tale om en ”en mægtigere, usyn-
lig belysningskilde” bag solen, tolker Perlmann sin skønhedserfaring
i lyset af en genfortryllet natur. Naturen er ikke død materie, et ob-
jekt, som subjektet står fraspaltet over for. Subjekt-objekt-
spaltningen, der opstår som følge af det tænkende jeg, kan ifølge F.
W. J. Schelling ophæves i den intellektuelle anskuelse, der bærer træk af
den mystiske erfaring, idet den ikke kan fremtvinges, men opstår i
det epifaniske øjeblik.58 Perlmann bliver bevidst om forbindelsen
mellem jeg og natur, fordi naturen – ligesom i Schellings naturfilo-
sofi – også er ånd.59
Perlmanns nærværserfaring er ikke en erindring, men en obser-
vation på nutidsplanet. Lysets promesse de bonheur leder naturligt frem
til den mere ønskværdige bevidsthedstilstand: ”Det det kom an på,
tænkte han, var dette: at lade det strålende lys være alt, hele virke-
ligheden, og ikke søge bag om det. Ikke opleve lyset som et løfte,
men som indfrielsen af et løfte. Som noget man var ankommet til,
ikke som noget der vakte stadig nye forventninger.”60
Perlmann nærer et håb om at overvinde den romantiske dua-
lisme (Hegels ’ulykkelige bevidsthed’), således at der ikke længere
foreligger en spaltning mellem subjekt og objekt, men derimod en
ikke-dual oplevelse af permanent nærvær. Denne målsætning er
Perlmann imidlertid ikke i nærheden af: ”Det der skiller mig fra mit
nærvær er som en fin tåge, et uhåndgribeligt slør, en usynlig mur. Det gør ikke
den ringeste modstand. Der ville ikke gå noget i stykker, hvis jeg trådte igennem
den. For i grunden er der intet mellem mig og verden. Et enkelt skridt ville være
nok. Hvorfor har jeg ikke for længst taget det?”61

58 Dorthe Jørgensen, Skønhedens metamorfose. De æstetiske ideers historie, Odense: Syddansk Univer-
sitetsforlag, 2003, p. 265.
59 Schellings kunst- og naturfilosofi favoriserer dog hverken det kunstskønne (som Hegel) eller
det naturskønne (som Kant). Se Dorthe Jørgensen, Skønhed – En engel gik forbi, Århus: Aarhus
Universitetsforlag, 2008, p. 82.
60 Mercier, Perlmanns fortielser, p. 12
61 Ibid., p. 160. Perlmann erkender her sit eget ansvar i forbindelse med et tilstandsskift fra
ikke-nærvær til nærvær. I en kommentar til linje 898 i digtet The Double Man fra 1941 beskri-
ver W. H. Auden under ”Hell is the being of the lie” et lignende eksistentielt skridt i kristne
(eller gnostisk-kristne) termer: ”It is possible that the gates of Hell are always standing wide
open. The lost are perfectly free to leave whenever they like, but to do so would mean ad-
mitting that the gates were open, that is, that there was another life outside. This they cannot
admit, not because they have any pleasure in their present existence, but because the life out-