Milli mála - 01.06.2014, Síða 83

NÆRVÆR OG FILOSOFISK ÆSTETIK I PASCAL MERCIERS ROMAN PERLMANNS SCHWEIGEN

Milli mála 6/2014

87
Man skal være noget, ellers er man ingenting. Sådan lød aksiomet i al sin perfide
enkelhed. Han ville gribe om dette jernhårde aksiom, tænkte Perlmann,
han ville samle al sin kraft, selv fra de fjerneste afkroge af sin sjæl, og så
ville han med sin samlede kraft bøje det indtil det brast. Det han var ble-
vet til, en anset professor med priser og en indbydelse til Princeton, det
var fra denne aften tilintetgjort. Men derfor var han langt fra noget nul.
Der var stadig meget tilbage af ham, rigeligt, som de andre ikke kunne ha-
ve nogen anelse om. Det ville han fastholde; derefter handlede det om at
gøre sjælen rund og overtrække den med voks, så alt ville prelle af, også de
andres fjendtlige blikke. Han ville gå gennem gaderne med højt hævet ho-
ved.67
Robert Walsers Jakob von Gunten rammer Perlmann eksistentielt,
fordi den peger på en væren hinsides rolleidentiteten, som han i
romanens begyndelse kun aner. Han har gennem et langt liv sat sin
vilje ind på en glorværdig karriere som anerkendt videnskabsmand.
Han lod sig præge af den samfundsmæssige forventning, der i hans
opvækst bl.a. ytrede sig i forældrenes ’sprogskrot’: Man skal være no-
get, ellers er man ingenting.68 Romanen ender med, at Perlmann lider et
frivilligt statustab, idet han opgiver sin stilling universitetslærer og
ansøger om at blive tysklærer i Managua i Nicaragua. I paradoksal
’walsersk’ forstand er der altså tale om en (positivt konnoteret) af-
viklingsroman, fordi Perlmann (muligvis) nærmer sig en identitet,
der ikke er ydre-, men indrestyret.
Chagalls farver dukker kort op i en drøm, der er tematisk for-
bundet med Perlmanns betoning af ’skønhedens sandhed’,69 men
ellers er der lagt langt størst vægt på at indfange den klassiske mu-
siks skønhed i ord. Dette er naturligt, eftersom Perlmann opgav en
karriere som pianist til fordel for sprogvidenskaben, og en del af ri-
valiseringen mellem Perlmann og hans amerikanske kollega Brian
Millar udspiller sig på tangenterne. Lige siden romantikerne ophø-
jede musikken til den højeste kunstform, har der fandtes en litterær

67 Ibid.
68 Ibid.
69 Mercier, Perlmanns fortielser, p. 191. Mercier, Perlmanns Schweigen, p. 235. Forbindelsen mellem
skønhed og sandhed betones af Dorthe Jørgensen: Den ”æstetiske erfaring [er] ikke uden
forbindelse med sandheden, men udgør tværtimod en selvstændig form for sand erkendel-
se”. Jørgensen, Skønhedens metamorfose, p. 14.