Milli mála - 01.06.2014, Qupperneq 95

ANNEMETTE HEJLSTED

Milli mála 6/2014

100

Take – An old castle, half of it ruinous.
A long gallery, with a great many doors, some secret ones.
Three murdered bodies, quite fresh.
As many skeletons, in chests and presses…
Mix them together, in the form of three volumes, to be taken at any of the
watering-places before going to bed.21
Selv tilføjer Botting en række ingredienser som ”dark subterranean
vaults, decaying abbeys, gloomy forests, jagged mountains and wild
scenery inhabited by bandits, persecuted heroines, orphans, and
malevolent aristocrats”.22 Idyllen fejrer derimod kontinuitet, enhed
og det nære hverdagsagtige. Den russiske litteraturforsker Michail
Bachtin karakteriserer idyllen som et stabilt og lukket univers. Det
er hverdagen, ofte håndværket eller – som erstatning – tilberednin-
gen af mad, der er i centrum. Fremstillingen af tiden er koncentre-
ret omkring den cykliske tid, dvs. dagens og årets gang, slægtens vi-
dereførelse, den ene generations afløsning af den anden.23 I Marie
skildres Paris som en labyrintisk middelalderkælder, der skjuler slag-
tede gardister, sønderrevne prinsesser og fangehuller med heroiske
kvinder, mens Ivry-sur-Seine fremstilles som et landsted omgivet af
en paradisisk have med legende børn, hvor de største begivenheder
er tilberedelsen af de udsøgte måltider og nye generationers an-
komst.
De intersubjektive relationer i romanen er typisk antitetiske.
Det gælder i udpræget grad i forholdet mellem Marie og Francois.
Hvor hun er den stræbsomme, ansvarsfulde, rationelle og kontrolle-
rede, er han den konsumerende, nydende og samvittighedsløse.
Hun drømmer om succes og berømmelse, mens han drømmer om
hende som en smilende hustru med et uendeligt antal børn hæn-
gende i skørterne. Forestiller han sig som hendes beskytter, forestil-
ler hun sig ham som en ven – en støtte. Forholdet til moderen og
veninden Henriette fremstilles ligeledes som antitetisk. Moderens
passivitet og venindens begær efter at blive begæret står i åbenbar

21 Fred Botting, Gothic, London og New York: Routledge, 1996, p. 44.
22 Ibid, p. 44.
23 Michail Bachtin, ”Kronotopen”, Det dialogiska ordet, Uddevalla: Anthropos, 1988 [1937–
1938], pp. 14–165, her p. 136.